Forord
Da jeg skulle beslutte hvad min Eriksminde opgave skulle være, var jeg meget i tvivl, jeg havde så mange ideer. Jeg var forvirret og det var som om mine ideer manglede et element. De var alle sammen noget jeg gerne ville lave men, de havde ikke rigtig nogen personligt vinkel. Det var her jeg fik en ideen om at tage udgangspunkt i noget andet end produktet.
Jeg besluttede mig for at vælge en glæde fra mit liv, som jeg deler med nogen der er tæt på mig. Igen var der mange ideer men, alligevel var jeg ikke i tvivl så snart den rigtige ide opstod.
Nemlig mad og gastronomi, det er noget mig og min far er sammen om, ofte i det søde køkken. Det er også noget vi går meget op i og hygger os med. Først tænkte jeg at, det kan man da ikke lave, jeg kan ikke udstille mad i så lang tid. Men der fik jeg en ny ide. Et stel, et stel i ler. På den måde kunne jeg lave en base for gastronomien. Heraf Gastronomiens Scene.
Jeg vidste absolut ingenting om at dreje i ler men, nu havde jeg besluttet mig. Derfor kom den del også til at fylde rigtig meget. Det at lære et håndværk var også vigtigt for mig. Jeg ville gerne starte fra bunden med min Eriksminde opgave. I stedet for at tegne, sy eller noget andet jeg godt kunne i forvejen.
Jeg er meget tilfreds med min ide og jeg er glad for at den betyder noget for mig.
Efterskrift
Det startede med en kimono, så var det en masse tegninger, det blev til nogle malerier, en bue, smykker osv. Jeg havde alt for mange ideer, og jeg ville så. Mange. Ting. Nu havde jeg endelig den mest fantastiske mulighed. Jeg kunne gøre lige det jeg ville. Det viser sig at det er farligt for mig, for min hjerne var simpelthen ved at koge over. Jeg var næsten sikker på kimonoen, da jeg kom til at tænke på den personlige tilknytning, til det jeg skulle lave. Jeg blev inspireret af historierne bag de andres opgaver og besluttede mig for at lægge det hele til side. Det var her ideen med min far og mad kom ind. Det er noget der betyder meget for mig og det var ligesom det min opgave manglede. Det endte med et stel og tanken om gastronomiens scene.
Jeg startede med at jeg valgte keramik som valgfag. Det var ligesom første skridt mod at lære keramikken og pottemager faget at kende. Herefter gik det lige så stille, jeg startede med at lære pølseteknik og herefter prøvede jeg at dreje. Det var svært at forestille sig det, i starten, at det skulle blive til et smukt stel med tallerkner og kopper og skåle. Men som tiden gik og jeg lærte mere og mere, begyndte jeg også at dreje i fritiden og lige pludselig fyldte det bare overraskende meget. Mandag efter aftensmad, onsdag i valgfag, torsdag til eriksminde opgave og fredag til valgfag igen. Eftersom det blev nemmere og jeg fik mere overskud begyndte jeg virkelig at nyde det. Det er sådan en rolig og afslappende ting at lave og man er ligesom i sin egen verden når man sidder der. Pludselig, efter jul, begyndte tiden at gå hurtigt. Teater fyldte meget og jeg mistede overskuddet til at gå over og dreje efter timerne. Pludselig var januar gået og jeg havde ikke drejet i 3 uger. Så kom vinterferien og værelses flyt og lige der gik det op for mig, at jeg endnu ikke havde prøvet at dreje en tallerken. Endnu en uge gik uden tallerkner. Selvom jeg fik drejet min skål og glaceret mine kopper, begyndte jeg ligesom at udskyde det. Endelig i den første uge i marts drejede jeg mine første tallerkener. Her begyndte corona-virussen lige så stille at bevæge sig ind i danmark og torsdag d. 12 afdrejede (gøre undersiden pæn) jeg mine tallerkner og en time senere sad jeg i bilen på vej hjem.
Efter vi kom tilbage fik jeg glaseret det sidste og så var det færdigt. Tallerknerne er krympet en del, så det er blevet til et kaffestel.