Forord
Himlen er faldet ned over dig, og skyerne har lagt sig i store klistrede klumper på din hud.
Du lukker øjnene, og lyden af dit liv forsvinder.
Stjernerne smelter din skal af stærkt præget personlighed, og brander sig ind under din hud.
Når du åbner dine øjne igen, er dit krop forsvundet.
Du undre dig over hvordan du kan se, når du ikke har nogle øjne.
Lyden af liv kommer tilbage, men det er ikke lyden af dit eget liv.
Det er lyden af de andres.
Skridt, vræl, skrig, grin, gråd, råben, syngen.
Hele verden er blevet suget op, af en kæmpestor støvsuger.
Og alt hvad der er tilbage i mørket, er et stort sort rør, som svinger sig rundt i spiraler.
Når du virkelig kigger efter, kan du næsten se, hvordan det trækker vejret og blodet pumper i årene på det, som var det er levende organisme.
Fanget på rørets lange smalle gang, er bittesmå mennesker.
Men ved de godt at de er fanget?
Ved de at de lever i en evig snæversynet tunnel?
Har de nogensinde forsøgt at kigge ud?
Trukket mørklægningsgardinerne fra, og givet dem selv og andre en chance for at lyse.
Og var du, -Nej, er du som dem?
For opslugt af at holde døren til dit liv lukket, og gardinerne til dine tanker trukket for.
Så opslugt i din egen egoistiske smerte og lidelse, at du ikke så himlen, før den faldt ned i hoved på dig.
Ikke kunne høre fuglene synge før de forsvandt.
Ikke kunne lugte græsset før det forsvandt.
Ikke kunne mærke vinden på dit ansigt, før den forsvandt.
Ikke kunne nyde smagen af røde saftige jorbær, om sommeren, før jordbærene og sommeren forsvandt.
Ikke kunne se smerten i din vens øjne, når han fortalte dig, at han havde brug for dig, før han forsvandt.
Ikke kunne høre kærligheden i din mormors stemme, når hun fortalte dig, at hun elskede dig, for hun forsvandt.
Ikke så verden, før du selv forsvandt?
Efterskrift
En aften hvor jeg havde svært ved at sove, fordi jeg lå og havde ondt af mig selv. Som vi jo alle sammen har en gang imellem. Fik jeg bare et billede i mit hoved af bittesmå mennesker, fanget i det her store sorte rør, som bare fortsætter og fortsætter i en evig spiral.
Efter det, kunne jeg ikke få det billede ud af mit hoved. Jeg vidste fra starten præcis hvordan den skulle se ud. Mine tanker om opgaven har udviklet og forandret sig gennem forløbet. Så jeg er ikke helt sikker på hvor de er nu. Men jeg ved at jeg ser for mig, at fortsætte med at lave spiraler, så jeg måske en dag, kan fylde et helt rum med dem. Meget mere har jeg ikke lyst til at sige. Jeg kunne godt begynde at forklare en helt masse, om mine tanker om min skulptur. Men jeg tror egentlig ikke, at jeg ville kunne komme, til nogen konklusion. Jeg tror ikke rigtig selv jeg ved, hvad det er jeg har lavet eller hvorfor. Og selv om mit noget amatør digt i starten måske sætter en lidt dyster stemning, så er det ikke meningen at man bare skal se noget dybt og dystert. Man må også gerne se den som smuk og forunderlig, eller som grim og klodset. Den er nok lidt af det hele. Jeg vil gerne give tilskueren frihed, til selv at bestemme hvad de ser. Og hvis du allerede har læst mit forord, er du velkommen til at glemme alt om det, og tage herfra med en helt anden følelse og syn på skulpturen, end det gav dig.