Forord
Hvis du havde muligheden, ville du så ku’ læse tanker? Tror du det ville give dig en større menneskelig indsigt, eller nedbryde din psyke. Er vi lavede til at hengive os til vores sind?
Hjernen er det største mysterium i mit liv. Den fascinerer mig ud over alle grænser. Og hvordan skal jeg også ku’ forstå, det jeg forstår med? Jeg falder tit ind i mental tilstand, hvor alt sker, og intet giver mening. Hvor mine tanker snurre så hurtigt rundt, at jeg bliver svimmel bare ved tanken.
Forestil dig at du kigger op på stjernerne, og falder dybt ind i dit sind. Længere og længere ned til i når bunden af bevidstheden. Det sted har jeg gjort mit bedste for at opfange og levendegøre med min Eriksminde-Opgave. Tag høretelefonerne på, kig på tegningerne og kom ind i mit tankemylder. Visualiseret med lyd, illustrationer og spontan poesi.
Der er en bagtanke for hvert sekund i “podcasten”. Der er en mening med alt hvad du kommer til at se høre og føle. Og måske forstår du ikke helt den mening. Måske kommer vi aldrig til helt at forstå hinanden. Men så må vi komme så tæt på vi kan, og udveksle dele af os selv til hinanden. Jeg vil ihvertfald gerne forære Dette stykke af mig.
Lyt her
Efterskrift
Da vi tilbage i efteråret startede på Eriksminde-Opgave, anede jeg ikke, hvad jeg ville lave. Jeg ville samle inspiration fra alle og enhver, men havde stadig ingen ideer selv til, hvad jeg ville have ud af denne opgave. Og ideen kom også først til mig på selve dagen, hvor vi begyndte at udtænke. Faktisk ved en tilfældighed.
Det var en af de dage, hvor mit hoved snurrede med alt for mange tanker frem og tilbage, hvor jeg kom ud i et nærmest smeltende stadie af bevisthed. Det var en dag – som de mange andre – hvor mit hoved blev overstimuleret, mens jeg var meget bevidst om det. Og det var sådan, jeg fik ideen. Selvfølgelig skulle min Eriksminde-opgave handle om en af de ting – måske den ting – jeg interesserer mig mest for. Tanker, sindet og psyken. Det var der, jeg var indtil videre med ideudvikling og følte mig godt tilfreds med mit emne. Så, som vi kom tættere på vinteren, var det tid til at finde ud af, hvordan jeg så skulle bygge den op. Det tog mit ubeslutsomme jeg, mange debatter frem og tilbage, hvilket materiale mit værk skulle udfolde sig i. Men efter mange overvejelser kom jeg til, at jeg både var mere trænet og interesseret i noget, der ikke var materielt. Jeg kunne stadig have fysiske aspekter, men ville have at mit fokuspunkt skulle være noget virtuelt. Om det var med lys eller lyd, måtte tiden vise. Mange Eriksminde-Opgave timer gik fra mig efterfølgende, brugt på at være blank, desperat efter at visualisere mit værk, uden at komme videre. Alle omkring mig var hjælpsomme og gav mig inspiration, imens de havde travlt med deres eget. Sagen var den, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle indsnævre den. Jeg havde min hovedidé, men havde ingen idé om, hvordan jeg skulle komme videre derfra.
Jeg prøvede at lytte til podcasts, snakke med folk og lave utallige brainstorms, men følte, at det stadig gik for langsomt med at komme fremad. Det resulterede i mild panik, håndteret med overspringshandlinger. Og det var først, da jeg endelig fik en vejledningstime, at jeg kom tættere på, hvad jeg ville lave. Jonas satte mig igang, med bare at hurtig skriøve 3 forskellige tekster og samle dem i en lydfil. Den måtte jeg så redigere og lege med. Det gjorde jeg sidenhen lidt, og fandt ud af, at jeg bare måtte i gang med at skrive. Selvfølgelig kom der efterfølgende skriveblokader, så processen gik stadig langsomt. Men jeg blev ved med at holde fast i værket, trods alt tvivlen og usikkerheden, jeg forbandt med det. Det svære ved min opgave var også, at det jeg ledte efter, ikke var noget man kunne fremtrylle. Det mindset, jeg havde brug for at være i, kom på tilfældige tidspunkter og ikke nødvendigvis i takt med, at jeg kunne arbejde på min opgave. Så jeg indså, at jeg måtte dokumentere udenfor arbejdstiderne og gøre mit bedste for at få fanget øjeblikkene.
En dag, da mine tanker eksploderede på et upraktisk tidspunkt, prøvede jeg at tackle det med pen og papir.
Jeg fordybede mig i tegningen, holdt det indenfor en overskuelig stilart og skrev en tanke ned, jeg forbandt med følelsen, så jeg kunne vende tilbage. Efterfølgende blev jeg ret stolt af den og lavede endnu en, som en gave. Disse illustrationer var noget, jeg syntes var sjovt, stimulerende, flot og det hjalp på mit tankemylder. Jeg besluttede mig så for, at de skulle indgå i min Eriksminde-Opgave. Jeg var ikke sikker på, hvordan endnu, men det var et håndværk, jeg kunne dyrke, i eriksmindeopgavetiden, for bedre at kunne slappe af med stressen. Og især, når jeg skulle bruge dem i opgaven. Jeg begyndte at udtænke installationen af mit værk med tegningerne som en rar barriere mellem mit værk og resten af verden. Inde i mit hoved hang de ned fra loftet, roterende så man kunne gå imellem dem. Også bare for min æstetik. Så med tegninger, jeg begyndte at udtænke, gik det også pludselig fremad med det andet aspekt af min opgave. Små tanker og ideer til, hvad jeg ville have med, begyndte at komme til mig. Og usikkerheden var der stadig, ja det er den også endnu. Men som alle andre har forsikret mig om, og som jeg også har prøvet at forsikre mig selv om, skal det nok blive godt. Det er “bare“ Eriksminde-Opgave, og man skal jo bare lave noget, man synes er fedt. Så det har jeg prøvet. Med alle uregelmæssighederne, de praktiske udfordringer, med alt tvivlen og usikkerheden, er min opgave blevet til det, den er. Og det er jeg glad for.