Forord
Lyden og billedet af HUD.
Hudens skrøbelighed, styrke, sanselighed og fleksibilitet. Trofasthed. Den sanser og beskytter os, og den er der altid. Vi kan ikke slippe fra den. Huden er fantastisk men ikke mindst mennesket som sidder fast til det: for huden præsenterer jo os, vores tilstedeværelse, vores krop, vores biologi, vores udvikling og aldring.
Af hud er jeg kommet
Det omgiver mig
varmer og køler
bøjer og flækker
brunes og brankes
flyder og flakker
arbejder og slapper
blævrer og stivner
vokser og forfalder
er med mig overalt
Af hud skal vi forbinde og fortætte
så en hud bliver til to
i min hud finder jeg ro
det er først når jeg har skrammer og blødende knæ
at jeg forstår jeg må klatre med varsomhed
og sætte plaster til sår
Den sanser
beskytter
reparerer
selv når dit hjerte føles som flækket
og du er ved at gå ud af dit gode skind
Kig dig blot omkring efter en ven
og du skal se den sidder omkring dig som en følgesvend
Stills fra filmen
Efterskrift
I starten af min Eriksminde opgave-proces var jeg i tænkeboksen for at finde ud af, hvilket medie/materiale jeg fandt interessant og ville arbejde med. Skulle jeg lære at dreje i keramik, fotografere fremmede mennesker på gaden eller skrive musik?
Jeg kom ikke så langt i denne tankebane, for jeg havde brug for en ide først. Derfor måtte jeg tænke udenom.
Hvad vil jeg have, min opgave skal handle om? Jeg ville, at det skulle være hårrejsende. Det skulle få mig til at mærke noget, både sanseligt og psykisk, og i bedste fald skulle det også røre andre. Jeg kunne ikke helt placere den målsætning, for hvad gør, at man får gåsehud? Og er det der rører mig, også det der rører min sidemand i bussen?
Jeg fandt på mange store spørgsmål og knap så mange definitive svar. Derfor tænkte jeg, at jeg vel måtte tage udgangspunkt i mig selv. Hvad jeg synes er æstetisk, hvilke tanker og minder der har sat sig, og hvad der er sårbart for mig. Det var dog vigtigt for mig, at det ikke skulle handle om mig konkret, men mere om forskellige følelsesspil gennem mig.
At jeg kunne blive en ramme.
Jeg fandt derefter ud af, at jeg ville arbejde med Video og lyd. For mig at se, er kroppen sindssygt smuk og visuel, og det nøgne huds nærvær provokerer og rør mig, fordi det er så sårbart. Min videoinstallation skulle hedde HUD. Jeg ville filme med et videokamera, fordi jeg synes det håndholdte, grumsede udtryk er smukt. Jeg var så heldig at kunne låne sådan et fra en på efterskolen.
Jeg begyndte at samle filmmateriale. Fik den ide, at jeg ville komme så tæt på nøgenhed, som muligt. Jeg havde en veninde fra efterskolen, som var modig nok til at stå model til noget, som er så grænseoverskridende, som at være (næsten) nøgen.
Lydbilledet er en samling af gamle voicemails, danske hjertesorgs-sange, dråbe-lyde, metaforer og udtryk jeg er faldet over undervejs, lyse sekvenser af ukulelespil, og små digte fra min dagbog. Jeg syntes, det var svært at lave lyd som ikke forstyrrede videoen, men som understøttede den og gav den dybde. Fordi der er så mange forskellige indtryk i min video, fandt jeg ud af, at enkel og skrøbelig lyd ville være passende.
I en arbejdsproces kan jeg normalt godt lide at vandre rundt med mine ideer og tygge lidt på dem. Jeg har dog fundet ud af, at i en proces som denne, skal man sommetider bare gøre. Jeg har nemlig lært en del teknisk, og fået flere og bedre ideer undervejs. Der har været langt mere redigeringsarbejde end jeg havde regnet med. Min motivation og koncentrationsevne peakede nok i starten og slutningen af processen, så det lange stykke i midten handlede mest om at holde hovedet højt og holde sig til planen.
Jeg synes det er blevet et fantastisk resultat, og selvom det ikke er præcis som jeg forestillede mig i starten, har jeg udviklet mig, og skabt noget der egentlig er bedre end udgangspunktet. Jeg er i løbet af opgaven blevet klogere på hvad jeg finder sårbart og grænseoverskridende, og hvordan jeg fungerer i en så fleksibel arbejdsproces.