Anna O V

PRISMER

Forord

Hej, mit navn er Anna. Fra da jeg var helt lille, har jeg altid haft en lidt forvirrende hjerne. To verdner, én oppe i mit hovede, den anden mere 3 dimensionel. Magi, fantasi og historiefortælling har altid fyldt meget i mit liv. 1000 af verdener og farver. Da jeg først tænkte på, hvad jeg gerne ville lave som denne valgfri opgave, tænkte jeg det totalt modsatte af, hvad jeg har lavet idag. Jeg nåede igennem noget som føltes som 1000 ideer, før jeg kom til den helt rigtige. Jeg blev ved med at tænke, at opgaven skulle være større og større, men det føltes ikke rigtigt. Og en dag fandt det mig lige pludselig. Hvad kender jeg bedst, hvad kender jeg 100 procent. Mig og min hjerne. Jeg begyndte at tænke med mig som midtpunkt. Jeg vidste, at jeg ville lave noget med at tegne og fortælle, og mens jeg sad og gentog de to ord inde i mit hovede, og tænkte på alle de historier og verdener, som jeg gerne vil tegne, vidste jeg lige præcis, hvad det var jeg skulle lave. I min moderne hverdag og med mit menneskelige sind, kan jeg godt have en tendens til at fokusere mest på det negative, og på baggrund af det, kommer det nemmere til mig at lave mere makabre ting. Det man omgiver/forholder sig til, bliver man god til. Hvilket jo er en skam, når der er så meget godt i verden.

Det er derfor, jeg har valgt at tage udgangspunkt i glæden, hyggen, kærligheden og det gode i hverdagen. I meget kunst nu til dags finder man hurtigt det triste, makabre og også politiske synsvinkler frem. Man vælger at sætte fokus på ting, som virker uoverskuelige og sjæledræbende, hvilket jo i mindre omgange jo også er vigtigt, men problemet er, at man hurtigt kommer til at fokusere for meget på den flue, der var i suppen, eller hvordan global opvarmning langsomt dræber os. I den lange kæde af død og ulykke, går glæde og kærlighed hurtigt tabt. På en måde er vi blevet så vant til tyngden af kæden, og finder det nærmest ubehageligt når nogen prøver at fjerne den. I kunstens verden er man ikke meget bedre. For mig virker det som om, at man næsten ikke kan kalde det kunst, hvis det ikke har et eller andet pirrende element med udgangspunkt i tyngden af vores fælles sortsindet kæde. Det er grunden til, at jeg har lavet/skabt PRISMER. For at prøve på at bryde denne tabu der er blevet skabt i kunstverdenen om “let” og “luftig” kunst. 

PRISMER er en visuel repræsentation af, hvad der gør min hverdag/mit liv hver at leve, hvad der har gjort mit liv hver at leve. Det har været svært, men utroligt givende ting at have fuldført, og hver gang jeg er kommet i gang, har jeg også følt den glæde, som jeg prøver at vise. Jeg har arbejdet med en sætning gennem hele denne proces. En sætning som jeg synes beskriver PRISMER rigtig fint “the word happy is only what we make it out to be.” Og personligt synes jeg, det har udviklet sig rigtig fint gennem alle mine tegninger. Jeg håber, du kan mærke den kærlighed, jeg har lagt i denne udstilling, og at du måske også selv kan komme i tanker om alt det gode i din hverdag. Nå, så er der vist ikke så meget mere at sige end : 

Velkommen til mit liv brudt op i PRISMER.



Se mere på


Efterskrift

PRISMER

Alle tegninger og tekster er lavet på min ipad. Det var først i slutningen af sidste år, jeg havde muligheden for at begynde at tegne digitalt, så jeg tænkte, det ville være en god udfordring for mig at arbejde med digital tegning, i stedet for det jeg var vant til. Min proces, for at finde frem til hvad jeg gerne vil lave, har været lang. Som nævnt i mit forord, har jeg været igennem mange ideer, og nåede først sent frem til den idé, jeg har udført til i dag. Jeg har været startet på rigtig mange projekter, men har næsten lige så hurtigt mistet modet. Som sagt i mit forord, fandt jeg til sidst det helt rigtige, og derfra har jeg lige så langsomt “bare” kunne putte flere og flere tegninger i min tegnemappe. Jeg synes, det har været rigtig interessant at have fået lov til at udfolde mig kreativt, men det har ikke været nemt. Jeg har aldrig været mega god til at være min egen projektstarter. Jeg har det bedst med at få en konkret opgave, som så skal løses, og det har derfor været rigtig svært at komme i gang, når jeg endelig havde tiden. Det har resulteret i, at jeg ikke har været helt tilfreds med min proces. Dog synes jeg, at jeg er blevet bedre til at håndtere situationer, hvor jeg selv skal styre showet. 

Det har dog ikke kun været dét, der har været besværligt. Jeg har meget svært ved at være tilfreds med det, jeg selv laver. Der er altid et eller andet der irriterer mig, ved det jeg laver. Derfor har det været bøvlet, når man ligesom er ens egen chef, og selv skal bedømme det man laver. Det har resulteret i mange ubehagelige situationer, hvor jeg bare har haft lyst til at aflevere et blankt stykke papir med en klat banan på. Det har dog aldrig været en mulighed for mig. Jeg har altid været meget pligtopfyldende og har derfor ikke kunnet give op, hvilket jeg er glad for. 

Jeg ved godt, det er min egen skyld ikke at have spurgt en lærer om hjælp, men når jeg står i disse situationer, har jeg det som om, det ville være et nederlag for mig, hvis jeg spurgte en lærer. Hvilket er underligt, da jeg føler, jeg er en person, der hviler rimeligt godt i mig selv. Men som nævnt før, er min hjerne mærkelig, og nogen gange er det nemmere at lytte til ens djævle. En anden gang tror jeg dog,  jeg vil have det nemmere med at spørge en lærer om hjælp. 

Jeg synes godt, man kunne have skruet lidt ned for ordet “individuel”, da det nok har været det ord, der har stresset mig mest. 

Det har været svært at overbevise mig selv om, at det jeg har lavet, er godt, men fordi det er nogle meget personlige ting, jeg har lavet, så vælger jeg at sige, at det jeg har lavet er godt og smukt, og jeg håber at du måske tænker det samme.