Forord
Min opgave har på sin vis været en rejse gennem mit eget sind. Det har været en rejse med problemer og ønsketænkning. Jeg har igennem det hele ønsket en simpel opgave, en opgave som der skulle tilfredsstille mig selv. Men for at tilfredsstille mig selv har jeg fundet ud af, at der skal meget til, rigtig meget til. Og jeg har kun opnået det til dels, nok fordi jeg har været igennem så mange forskellige idéfaser. Idéerne kom meget pludseligt til mig. Den ene efter den anden, De mange idé-strømme, alle de gode idéer blev lidt efter lidt smidt væk, ud af hjernen, de var blevet dårlige. Det er utroligt, hvordan jeg kan have haft en åhh så god ide, og så snart jeg begyndte på den, blev den kedelig og dårlig. Jeg blev nødt til at klemme ballerne sammen og tænke en tanke om en idé, der vil kunne gøre mig produktiv. Dette er produktet af min produktivitet.
Efterskrift
Processen, som jeg har været igennem, har mest været oppe i mit eget hoved. Min første ide til eriksmindeopgaven, var på det tidspunkt fænomenal. Jeg var lige begyndt at strikke, eller begyndt og begyndt; jeg havde lyst til at begynde. Så jeg tænkte derfor, at det ville være en god ide at strikke som min eriksmindeopgave. Min ide var at strikke et langt halstørklæde i forskellige farver afhænglig af, hvordan jeg havde det, mens jeg strikkede, så det på en måde fortalte en historie.
Lidt efter lidt indså jeg, at det både var alt for træls at skulle lave næsten det samme hver gang, jeg ville lave på min eriksmindeopgave, og så indså jeg, at jeg ikke engang bryder mig om at strikke. Af begge årsager valgte jeg at droppe halstørklædet. Jeg gik herefter i gang med en ny idefase og jeg kom op med, at jeg skulle male. Male et maleri om ugen, hvor jeg vil bruge farver der på en måde fortalte, hvordan jeg havde haft det den foregående uge. På samme tid havde jeg lyst til at skrive; skrive en dagbog, jeg kunne læse, mens jeg malede, så følelserne kom frem. Jeg var her rimeligt fast besluttet på at bruge farver til at udtrykke mine følelser, men der gik ikke meget mere end et par uger før, at jeg fandt ud af, hvor ensartet det ville blive at skulle male og skrive dagbog. Jeg kunne slet ikke sætte mig ind i det.
Det gik nu op for mig, hvad kravene for, at jeg skulle komme i mål med min opgave var: Det skulle ikke blive en rutine for mig at skulle lave på min opgave. Det skulle være en masse forskellige ting, jeg skulle lave til ét. Jeg var lidt nede på tidspunktet, og valgte næsten den første ide, jeg kom op med. Jeg havde lige lavet en snittebænk i et kunst- og håndværksfag, så jeg tænkte, at det egentligt ville være meget sjovt at bruge den til at lave min eriksmindeopgave. Jeg snittede derfor en trækniv på den. Jeg var kommet op med den ide, at jeg ville fælde et træ, lave et knivsæt og udstille det på træstubben. Jeg havde tænkt, at det ville være en sjov og udfordrende opgave, som ikke gjorde, at jeg kom ind i en rutine med at lave den, men det viste sig, at jeg tog fejl. Jeg begyndte at kede mig med det, og i al den kedsomhed begyndte jeg at snitte noget, jeg selv syntes lignede arme.
Det gjorde, at jeg kom på en ny ide; at bruge hvert værksted på skolen, træværkstedet, keramik, sølv, maleri, tekstil, og osv. til at lave en person. Jeg tænkte først, at jeg ville lave en specifik person, men det var en smule svært at have med og gøre. Så jeg valgte derfor bare at gå en mere simpel vej og bare lave en tilfældig person, hvilket er min endelige opgave.
Det har vist sig at være meget sværere at koncentrere mig om at lave opgaven, end jeg havde troet. Både det med at finde på, give sig selv tid til at lave på opgaven og være tilfreds med de forskellige produkter, jeg er kommet frem til og har lavet.