Clara

3

3 kvinder – 3 generationer – 3 verdensbilleder

Forord

“Og du taler
med tusinde billeder i dine øjne
bringer mig væk fra her til der
hvor vi bare kunne være uden ord
med tusinde billeder i hinandens øjne
aldrig før sete
altid nye muligheder
i modets og den stille stædigheds tid.
Vi vil skabe vor egen verden
af bjerg og lava og is og jord
der kunne gennembryde og besætte
hele “den virkelige verden”
og gøre den ny
gøre den vor
i tusinde billeder
i dine øjnes ubrydelige diamant og tavse himmelstræben.”

Karoline, Fatima og Inga er 3 kvinder der lever i 2020. Vi møder gennemsnitligt over 80.000 mennesker i løbet af vores liv. De er 3 af mine 80.000, og i min Eriksminde-opgave har jeg valgt at vise en smule af dem. Jeg har talt med dem, malet dem og optaget et lydklip af dem der fortæller om sig selv, livet eller små anekdoter. 

De tre kvinder repræsenterer hver en generation. Karoline på 15 år, den unge generation. Inga på 95 år, den ældre generation. Og Fatima på 50 år – den imellem. De har alle tre elsket og mistet, grint og grædt, glemt og husket, været ensomme eller en del af noget større end dem selv. De er alle tre mennesker. 

Mennesker har brug for mennesker. Mødet mellem to eksistenser er måske netop det, der gør, at vi eksisterer. Om det er et forbipasserende smil på Strøget, en snak i frokostpausen, over kaffen eller med morgenhår i sengen. Mødet mellem os mennesker opstår om vi ønsker det eller ej, men vi kan selv bestemme med hvilke øjne vi ser hinanden. 

Jeg håber du vil se Karoline, Fatima og Inga med åbne øjne. Jeg håber du vil lytte til dem, forsøge at forstå dét, som deler netop jer, og smile af det, i deler. Jeg håber, at jeg må tegne en streg i dit verdensbillede.



Efterskrift

Jeg husker tydeligt den første dag vi havde Eriksminde-opgave. Vi blev fordelt ud på værksteder, hvor folk straks skitserede med store armbevægelser, undersøgte, snakkede og ihærdigt byggede på deres ideer. Jeg sad og drak min 6. kop kaffe den dag og stirrede ned i en bunke kunstbøger. Jeg var kort sagt så uvidende, som man kan være om, hvad jeg ville lave. Nu står jeg med tre portrætter og er nok blevet en lille smule klogere.

Den største udfordring ved Eriksminde-opgaven var for mig at satse på én idé. Jeg havde meget svært ved at turde at springe ud i et projekt, da jeg hellere ville beholde mine ideer oppe i hovedet – der kunne de ikke fejle. Jeg brugte mange uger på at gå frem og tilbage med tanker, overvejelser og forventninger om alt det interessante, relevante og betydningsfulde jeg kunne skabe. Jeg så Eriksminde-opgaven som en chance for at bruge mine stemme, for at gøre et indtryk. Men jeg måtte også erkende, at min opgave aldrig vil blive perfekt. Så jeg valgte idéen om de tre kvinder, fordi det føltes rigtigt.

Jeg havde jongleret med selvportræt, film, radioreportage, politiske budskaber, digte og meget mere, men valgte lige denne idé. Jeg tror, jeg synes den var fed, fordi den har betydning for mig, og i princippet er meget enkel og konkret, og dermed også overskuelig og ligetil, men kan perspektiveres op til meget større og overordnede emner. 

Eriksminde opgaven udfordrede mig ikke kun i at fastlægge mig på én idé, men også på at prioritere min tid. De første mange uger havde jeg et billede i mit hoved over, hvad jeg forventede af min opgave. Det var vildt begrænsende, og jeg tror ikke på, at man kan leve op til den forventning. 

I starten tænkte jeg, at jeg ville bruge oliemaling. Jeg endte med at bruge akryl. Jeg havde også et klart billede af de spørgsmål, Karoline, Fatima og Inga skulle besvare i deres lydfil. Det endte med at blive en strøm af utæmmede livserfaringer og funderinger, ingen af de tre med særlig mange røde tråde i forhold til de andre. Men jeg oplevede at dette gav mit projekt noget meget bedre – kontrast. Det var med til at understrege mangfoldigheden. 

Efter en lettere bøvlet start, snakkede jeg Karoline, Fatima og Inga. Det gik hurtigt op for mig, at de var byggestenene og brændstoffet for min opgave. De gav mig en ny synsvinkel på mit eget projekt, og jeg synes, de var så fantastiske på hver deres måde, at jeg ikke kunne vente med, at vise dem til resten af verden. Det førte hermed til den maleriske proces. Den del af min opgave, jeg er mest vant i, men også mest bange for. Men jeg kom i gang med første portræt, brugte alt for lang tid på det, hvorefter de næste var malet dobbelt så hurtigt.

Eriksminde-opgaven lærte mig om mig selv i en kunstnerisk proces. Hvor bange jeg er for at fejle, hvor høje forventninger jeg har til mig selv og min opgave, hvor dårlig jeg er til at give slip og håbe på det bedste. Nu står jeg med tre halvfærdige malerier og historier, som er langt fra perfekte, men som er fine, forskellige og betyder noget for mig. Jeg må konkludere, at Eriksminde-opgaven mest af alt har overrasket mig.