Forord

“Det bliver det bedste år i dit liv!”. Sådan siger mange, når man fortæller man skal på efterskole. Og mange unge bekræfter da også at livet på efterskole er noget helt særligt og noget de ikke ville have været foruden. Samtidig ved vi også, at mange unge falder fra undervejs og omstillingen til efterskole kan svært – det er også noget jeg selv kan nikke genkendende til.

Derfor har jeg valgt, at undersøge erfaringer med efterskole lidt nærmere og give mulighed for at mine efterskole-venner kan fortælle både om det gode og det givende, men også om det svære og vanskelige ved at gå på efterskole.  

I min tilgang er jeg blevet inspireret af Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Det værste og det bedste”. Det jeg godt kan lide ved den er at den har en enkel og stringent stil som samtidig rummer mange kontraster og gør det meget personligt. 

Jeg har valgt, at kombinere det skriftlige i min opgave med fotos i portrætformat, da jeg altid har været glad for at tage billeder og videoer – jeg synes, det kan bringe nogle helt særlige følelser frem både på billedet og hos beskueren. I forbindelse med det er jeg også blevet inspireret af fotobogen “Humans of New York” (Brandon Stanton), da jeg synes, den har mange flotte portrætter med en særlig form for nærvær i.

Jeg håber, at min opgave/udstilling giver et indblik i hvilke udfordringer, men også glæder efterskole kan give et ungt menneske. Jeg håber, den vil sætte tanker i gang både hos unge som har været på efterskole og dem som overvejer det samt deres forældre og nærmeste. Det handler om noget almenmenneskeligt som at blive dannet og blive ældre. Om relation, ansvar og om at smage på at flytte hjemmefra – emner som jeg tror, de fleste har en eller anden form for relation til, hvad enten de har været på efterskole eller ej. 



Se mere på


Efterskrift

Som så mange andre, synes jeg, det var utrolig svært at finde frem til, hvad MIN eriksminde opgave skulle handle om, og hvordan den skulle være. I lang tid gik jeg fra idé til idé, fordi jeg gang på gang ikke synes, min idé var “spændende nok” eller “vild nok”, og jeg synes oven i købet, at alle andre havde de fedeste idéer og allerede var nået vildt langt. Og jeg måtte for alt i verden ikke komme til at fortryde mit valg af idé – så ville det hele jo være spild. Men gennem processen har jeg netop lært, at man selvfølgelig kommer til at fortryde og tvivle på det man arbejder på – at det er en del af processen at der ikke er flow i det hele tiden. 

Til at starte med, da jeg altså var kommet nogenlunde frem til en idé, som jeg selv synes godt om, gik jeg til min vejleder og forklarede det hele for ham, og spurgte om det nu var realistisk. Min idé gik ud på, at jeg ville skabe en form for rum, man kunne træde ind i fyldt med efterskole vibes, og her ville mine portrætbilleder og tekster så hænge rundt omkring, samtidig med at man stod og fik en snert af den følelse, man får når man lever i den såkaldte efterskole boble. Det jeg selv så som selve hovedideen, altså det fysiske rum, sagde han ikke kunne lade sig gøre, da de gerne ville undgå, at den store hele udstilling kom til at ligne en teltplads. Det slog mig lidt ud, og det tog mig lige lidt tid, før jeg indså, at jeg så måtte lave om på ideén. Og egentlig kom jeg ikke frem til så meget mere, andet end at den så måtte blive mere enkel. Men det fungerede egentlig fint for mig, da jeg selv ofte bliver draget af det rene enkle udtryk. 

Så var det bare at gå i gang – og her finder man så ud af, at det er lettere sagt end gjort, når man står midt i det, jeg for mit vedkommende vil kalde et af de bedste år i mit liv. Et år hvor man for alt i verden ikke vil gå glip af noget socialt og blot vil nyde, men samtidig gerne vil leve op til både de indre og ydre forventninger der er til denne store, spændende og kunstneriske opgave. Måske burde jeg have brugt min tid bedre, men alt i alt er jeg nu også meget glad for det resultat jeg står med nu.