Forord
Her ser du tre plakater foran dig. Det er tre plakater, som ikke har nogen betydning for dig. Du ser tre plakater, som er tegnet af en person, du ikke kender. Du ved måske ikke engang, hvad det skal forestille. Det er der ingen, der kan hjælpe dig med, ingen kan ændre på, hvad du ser, kun fortælle dig, hvad de andre ser, og jeg kan sige, hvad jeg ser, og hvad jeg vil have dig til at prøve at se.
Jeg ser mere end bare tre plakater, tegnet digitalt af en bumset knægt, som godt kan lide at se film. Jeg ser minder, mine minder. Minder om øjeblikke, jeg har haft med familie og venner, som jeg ikke vil glemme. For selvom filmene, i sig selv, næsten er ligegyldige, har alligevel haft en stor indflydelse på mit liv, men uden jeg har lagt det store mærke til det.
Jeg blev først introduceret til filmene, da jeg var på ferie med min far i Marokko. Jeg var seks år eller der omkring. Hvis man har set filmene ved man, at de ikke er lavet til seks-årige, men det var ikke noget, min far gik op i. Han har vurderet mig klar, så vi så filmene. Jeg var vild med dem. Det var jo en helt ny verden. Den ferie kan jeg stadig huske klart, selvom det skete for ti år siden. Ikke på grund af filmene, men på grund af glæden og de minder, jeg har med min far.
Nytårsaften, for ikke længe siden. Jeg var alt for “cool” til at holde fest med mine forældre og naboer, og det havde jeg sjovt nok også en meget god ven, der også var. Vi snakkede sammen, og der var ikke andet at gøre end at holde nytår sammen, så jeg inviterede ham hjem til mig. Så der sad vi, begge lidt for cool til at holde nytår, og besluttede os for at se lige nøjagtigt de her film. Alle sammen, som et marathon. Vi gav den vores bedste forsøg, men slutningen står mig lidt uklart.
Jeg har ét minde mere med de her film, som er det nyeste og klareste minde, men også det minde, jeg helst ikke vil glemme. Det var i slutningen af efterårsferien i 2019, mig og min gamle roomie, ville se alle filmene over en nat, igen et marathon. Vi kom alt for sent i gang med det, så vi endte med at være oppe meget længere end forventet. Vi var begge trætte, måske mest mig, men det er der jo ingen der ved. Vi lå ned i sofaen og døsede begge hen engang imellem, så måtte den anden lige give et kærligt spark, for at få personen tilbage til bevidsthed. Men vi holdt os vågne, fik lavet en døgner, og sagde godmorgen til familien, da de stod op, før vi går i seng.
I alle disse historier er det filmene, som binder det hele sammen, men også filmene, som betyder mindst. Jeg husker glæden, hyggen og jeg havde det pissesjovt alle gangene.
Derfor har jeg tegnet plakaterne. Ikke fordi filmene betyder meget for mig, men fordi det, der er sket i forbindelse med filmene,er betydningsfuldt.
Efterskrift
Jeg har altid været dårlig, når det kommer til opgaver, der ikke har nogen rammer. Jeg har så mange idéer, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med. Én virker lige så god som den anden, og det ender stort set altid med, at jeg kommer for sent i gang, eller kommer hurtigt i gang med en opgave, som jeg så er lidt skeptisk overfor. Det skete sjovt nok også den her gang. Vi skulle i gang med Eriksminde-opgaven og jeg havde hurtigt mange idéer. Jeg valgte en, fordi jeg godt vidste at “den store tvivl” nok ville komme, så jeg skulle bare hurtigt i gang, og så ville tiden vise, hvad det ville ende med. Min første idé var at lave plakater, som handlede om at springe ud i det ukendte. At gøre noget, man ikke turde at gøre, at rykke sine grænser drastisk. Jeg ville tage udgangspunkt i egne erfaringer og inddrage andres meninger.
Men så fik jeg en endnu bedre idé: Jeg ville lave filmplakater. Det skulle være om film, som har betydet meget for mig. Det skulle være animationsfilm. Jeg er vokset op med at have set en del film. Især én film har betydet meget, det kommer jeg ind på senere. Jeg fik sat mig et mål, og gik i gang. Jeg skulle lave 14 plakater, om 14 film, der havde betydet meget. Men jo længere jeg kom, jo mere skeptisk blev jeg. Så jeg gjorde, hvad alle fornuftige teenagere ville gøre. Jeg skrottede hele idéen og begyndte på en ny. Jeg ville kun lave dem om én film: Filmen “Biler” – den har jeg set utroligt mange gange som lille, og jeg kan stadig til den dag idag, helt vildt godt lide den. Jeg begyndte igen at tegne plakater. Men fordi filmen er animeret blev alle plakaterne bare ikke, som jeg ville have dem. Alt skulle være perfekt, fordi karaktererne er så ikoniske. Igen var jeg ikke tilfreds. Jeg skrottede det, begyndte igen. Denne gang skulle filmen, jeg tegnede, ikke være animeret: Ringenes Herre. Det var perfekt, det var ikoniske film, live-action, og jeg elsker dem. Jeg gik igang igen-igen og nåede langt uden nogen problemer. Faktisk blev jeg færdig uden de store problemer. Jeg nåede så langt, at du nu kan stå og kigge på plakaterne.
Jeg havde en helt klar idé om, hvordan jeg ville lave dem, men programmet jeg ville bruge, virkede ikke. Så jeg måtte bruge et andet. Udover det, måtte karaktererne ikke gå igen på plakaterne og plakaterne skulle hver især repræsentere en af de tre film.
Jeg har været helt nede, helt oppe, helt nede igen. Humøret har svinget, jeg har været glad for det, sur på det, frustreret over det. Men her er de, plakaterne, der tog flere måneder, flere idéer og flere lidt halv-stressede timer, end jeg lige havde regnet med.