Hannah

Forord

2:41 minutters videokunst. 

Mine tanker, stederne jeg har været, menneskerne omkring mig er en vigtig del af min video. Jeg har prøvet at fange netop dette. Af den grund er alle video- og lydklip indfanget med min iPhone. Den jeg nærmest har med mig overalt. Den jeg integrerer mine sanseindtryk med. 

Det er derfor intet glansbillede den er skabt af, men min evindelige lyst til at dokumentere alt 
med erfaringerne dansende i baggrunden.

Ikke mere eller mindre end det. 
Det der er, er bare en video, der udspilles. 
Et væld af indtryk klippet sammen til et.




Se mere på


Efterskrift 

Jeg har tænkt utroligt mange tanker, der på forunderlig vis er blevet ført sammen – til én ide. Det har nærmest været som at samle et puslespil. Altså et af de helt store, hvor man er sikker på, at der mangler en del af brikkerne. Det kan jo være svært at se klart, hvis tankerne er et andet sted… Det lykkedes mig at se det måske virkelige billede. Eller måske de mange virkelige billeder. Dem der støber en virkelighed sammen, ligesom på film. 

Jeg fandt hurtigt ud af, at det var det, jeg ville lave. En film med afsæt i alle mine tanker og spørgsmål til det at være menneske. Hvem er jeg? Hvem er du? Og hvem er de andre? At bruge telefonen kan for mig være en rar måde at skabe distance – til virkeligheden og til de store følelser. En anden måde at se virkeligheden på. Virkeligheden kan være barsk og føre til flugt, også den jeg har villet gemme. Min virkelighed, den jeg har sanset gennem korte videoklip. Men hvad er i virkeligheden virkeligt?

Jeg forsøgte i starten at lave et storyboard, men fandt hurtigt mig selv filme alt andet end ‘det planlagte’. I stedet blev jeg klar over, at jeg hellere ville filme, når jeg blev grebet af noget – og derefter klippe tilfældighederne sammen. I takt med det, begyndte jeg at se en masse film. Jeg blev særligt grebet af stemningen i poetiske dokumentarfilm. Sådan en inspiration var filmen Regen af Mannus Franken og Joris Ivens fra Holland, 1929. Der er noget ved billed- og lydsiden ved denne type film, der rammer mig. En søgen efter det sted hvor vi kan være 100% os selv, hvor vi ikke bare er for os selv, men med os selv og andre. 

Da jeg efterhånden havde filmet en del, og skulle ned i ‘klipperummet’, gik det op for mig, at det at klippe var sjovt, og ikke bare noget der skulle overstås, som jeg frygtede. Jeg begyndte at lege med klippene, genbruge og nytænke dem – bruge dem som virkemiddel til at skabe en stemning, uden at gå efter at skabe en handling.

Ikke kun det billedlige, men også ord fylder i min film. Jeg er gået fra at skrive lange digte til essay-lignende fraser. Men da filmen lige så stille blev klippet sammen, gik det op for mig, at det ikke ville passe ind. I stedet tog jeg et kig på virvaret af noter på min telefon. Her fandt jeg samtlige af mine tanker, som jeg havde skrevet ned. På den måde har jeg kigget indad og er gået tilbage i tiden. Min tid. Netop det har fyldt meget – at det var min tid.

 Min opgave. En del af mit liv. Den er skabt ud fra mine tanker. Det er ærligt og derfor også det, der har gjort det svært. Behovet for at spørge alle andre end mig selv, om det jeg gør er rigtigt eller forkert, er dukket op fra tid til anden. Den usikkerhed er svær at se bort fra, så jeg har prøvet at gribe den – og har gjort den til en del af min opgave, ligesom den er en del af mig. 

Noget andet, der også har været svært, har været udvælgelsesprocessen, da en stor del materiale er valgt fra. Jeg tror kun, jeg har brugt 1/5 eller mindre af de videooptagelser, jeg har taget eller af de tekster, jeg har skrevet. 

Det var det, der skulle til for at skabe et af de ‘rigtige billeder af min virkelighed’. Det smukke, vemodige, grimme og dansende billede  – ligesom det corona har skabt.