Forord
Autoriteterne stopper halm i vores ører
og siger
dem der pakker kvinder ind i sort så de knapt kan se
de er folk der bør sættes for en stol
men jeg trækker min barnehjerne op
og spørger mine autoriteter:
Hvorfor må vi ikke længere gå klædt som vi vil?
er det ikke berøvelse af vores helliggjorde frihed
og hvorfor må nazister og fascister gøre deres hilsen op og ned ad min
barndom?
og hvorfor er det der vi lægger arm når der er andre
der har brug for en ekstremt effektiv drømmefanger?
men mor og far klistrer bare skuldrene til hovedet
og siger at de heller ikke ved alt
men min hjerne danser stadig og løber fra mig
når jeg ikke forstår de beslutninger
som landets repræsentanter træffer på mine vegne
Jeg sætter mig i en luftballon
og forsøger at blive klog på larverne
der vrimler under mig
men jeg beslutter mig for at det er bedst at blive på jorden
Vores rødder leger skjul i mulden
jeg kan ikke finde dem
og vi græder og muld bliver til mudder
Men jeg må trække mig op igen
for jeg ved at jeg ikke er den eneste
og at jeg må finde andres stemmer frem
så jeg sætter mig på et søm
og strikker for alle dem
der ikke kan komme til orde
for alle dem der har noget at sige
og for alle dem der ikke har
og for dem der tror de ved det hele
og for dem der ikke gør
og for dem der har andre meninger end mig
og for dem der har de samme
og for alle lande
og for alle forskellige kulturer
og jeg strikker for alle farver
og forener synspunkter
og meninger
og lytter til garnets sagte sang
mens jeg lader mine fingre arbejde mod
noget andre har pustet i
Jeg holder ved at alle trådene skal strikkes med
lige meget hvad deres ord er
men jeg er alligevel meget mere bange for nazister
end for burkaklædte kvinder
Efterskrift
Da der var brune blade på træerne
var jeg besluttet på at lave videokunst
men alt strittede på mig når jeg skulle være produktiv
Først efter himlen blev skudt op i farver
traf jeg en beslutning
fem uger tilbage og jeg trak i løbeskoene
fik kassevis af garnrester af skolen
det føltes godt endelig at løbe
Jeg har snoet tanker med ind i mine masker
og forsøgt at finde nye tanker
og forene dem i trådene
Da jeg var i dukkealderen
faldt et lille grønt dukkehalstørklæde
af pindene
og min mor klappede og smilede stolt
jeg har aldrig strikket noget så omfattende
og aldrig før har jeg strikket maskerede masker
jeg har lært meget
og er blevet mere sikker
og jeg håber du også er blevet rigere