Forord

Jeg har skrevet kortprosa, det vil sige fiktive, kortfattede og kompakte tekster. I kortprosa benyttes begrebet “showing not telling”. Det er når fortællingen skabes over handlinger, så det er læseren, der selv skal finde grundlaget. Det er komplekse tekster, hvor selv små dele kan have stor betydning. Læseren skal altså læse mellem linjerne, finde “hints”, så denne kan danne sit eget litterære billede og hermed vurdere, hvad teksten egentlig handler om. Mine kortprosatekster er eksperimenterende og varierer i længde, men de deler alligevel et hav af kendetegn. De er alle skrevet i første person, nutid, og de har ingen titler. 

Jeg mener, at det er vigtigt at understrege, at det er op til læseren, hvad mine kortprosatekster handler om. Jeg har haft ét par briller på, da jeg skrev dem, men jeg ønsker, at andre kan se anderledes på dem. Det er dér, jeg for alvor synes, at det bliver interessant: at de kan forstås forskelligt.

Grunden til, at jeg har døbt min tekstsamling “I mit hjerte sidder en lille kvinde” er, at teksterne er skrevet med en ung kvindes syn på livet. Jeg ville gerne forstå de daglige konfrontationer lidt mere; de, der følger med det at være ung kvinde i dag. Alt dette har en stor plads i mit hjerte. Det er det, jeg mener med titlen: at det kommer fra hjertet.


Læs teksterne her. Husk at klikke “Fullscreen”


Her kan du høre Sara læse teksterne højt



Efterskrift

Min opgave er formet af, at jeg har haft andre ideer. En septembernat for længe siden tænkte jeg, at jeg ville lave to podier med to par sko. Til pilotprojektet var den tanke allerede ude af hovedet. Der var jeg i stedet overbevist om, at jeg ville diskutere feminitet i en podcast. Udover disse, har jeg haft helt tredje ideer. Det har været en eksperimenterende proces, hvorfra jeg har lært, at hvis jeg ikke bliver motiveret af ideen, er det ikke det rette. Så er det i stedet tilbage til den innovative tænkning. På et tidspunkt i den idegenererende proces, gik det op for mig, at jeg ønskede at skrive mere. Jeg skrev kun, når jeg blev bedt om det i forbindelse med skolen. Derfor kunne Eriksmindeopgaven blive en kærkommen mulighed for at skrive mere om det, der optager mig og dermed bryde mit mønster. Opgaven havde ingen indholdsmæssige krav, men disse rammer var motiverende og passede perfekt til min nye idé. I starten ville jeg gerne skrive en samling med forskellige science fiction noveller og kortprosatekster. Jeg var inspireret af den helt igennem geniale amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, som kun med små detaljer gør én opmærksom på, at det man læser er science fiction. Jeg har læst nogle af hendes science fiction noveller fra bogen “Det Ny Atlantis”. Kortprosa har siden syvende klasse været min yndlingsgenre. Jeg var motiveret og kunne mærke, at dette var the-one-and-only. Det var noget, jeg kunne se mig selv arbejde længe med.

Men hurtigt kom der udfordringer. Jeg kunne ikke rigtig komme i gang med at skrive novellerne. En stor grund var, at jeg skulle skabe plots, og derfor kunne jeg ikke bare skrive om, hvad der faldt mig ind, hvilket var det, jeg havde lyst til, og også det, der havde været grundtanken. Helt praktisk gav det heller ikke god mening at samle kortprosa og noveller i én samling, da de skrives i helt forskellige formater. Jeg kom simpelthen frem til, at det ikke lige var meant-to-be. Men jeg ville stadig gerne skrive kortprosa, og da jeg begyndte at fokusere fuldt på denne genre, kunne jeg for alvor udleve min vision. Jeg blev hurtigt afklaret på min opgave igen, selvom det var en ny vej, var jeg på. 

Min opgave er inspireret af andet kortprosa. Jeg har læst bøger, der alle kan anbefales. Den første jeg hentede inspiration fra var Sofie Isager Ahls “Naboplanter”. Jeg kan mægtig godt lide hendes måde at inddrage planter på i kortprosa. Jeg har også læst “Hver morgen kryber jeg op fra havet” af Frøydis Sollid Simonsen. Den er oversat fra norsk, og viste mig, at kortprosa ikke nødvendigvis behøver at have en titel. Her oplevede jeg, at tekster uden titler lettere kan blive homogene og personlige. Fra Adda Djørups “Poesi og andre former for trods” der ikke er kortprosa, men noveller, har sproget været en kæmpe inspirationskilde.

Hvis jeg skal kigge tilbage på den allersidste del af processen, var jeg i tvivl om, hvorvidt de tekster jeg udvalgte, kunne udgøre en hel samling. Men jeg kom frem til, at det er min opgave, og at jeg derfor kunne gøre, som jeg ville. Jeg udvalgte de ting, jeg kunne mærke føltes rigtige, og som jeg brændte for, og de ting jeg fandt unødvendige og mindre væsentlige valgte jeg fra. Det har resulteret i, at jeg jeg elsker min opgave, som den står nu, formet af processen og med udviklingen i hjertet. Den er blevet til noget andet, end den var tænkt, og jeg har derfor lært ting udover det, jeg i forvejen havde tænkt. Opgaven har udvidet min horisont og gør det endnu. Uden denne proces, ville jeg nemlig ej heller have den kortprosasamling, jeg har nu.