Forord
Min svenske oldemor og danske oldefar blev forstanderpar på Egå Efterskole engang i 1930’erne. Da tyskerne besatte Danmark, begyndte de at overtage skoler. Mine oldeforældre, der ikke var interesserede i at have tyskere på deres skole, lod de efterskolen stå i min oldemors navn, og da hun var svensk, måtte tyskerne ikke besætte den.
Min mormor voksede op på denne efterskole, og brugte al sin barndom der. Så efterskolelivet var en del af hende, og hendes børn skulle også have chancen for at blive en del af efterskolelivet. Den chance tog min mor.
Da mig og hende første gang besøgte Eriksminde Efterskole, husker jeg tydeligt at hun havde følt sig lige så hjemme som jeg selv. For jeg tror at når man først har gået på efterskole, sidder efterskole ånden i én, resten af livet.
Alt det ville jeg have med i min Eriksminde-opgave på en aller anden måde. Jeg ville samle min slægt om efterskole ånden. Samle de kvinder, der gjorde det en mulighed og en selvfølge, at jeg jeg skulle starte på efterskole. For havde det ikke været for dem, var efterskolen måske aldrig blevet en realitet. Jeg ville tage udgangspunkt i hver af disse kvinder, og give dem nyt liv.
Jeg ville sy tre nederdele, inspireret af de tre kvinder, og deres yndlings sang fra højskolesangbogen. For en sang kan sige meget om en person.
Jeg troede hele tiden at jeg vidste hvordan de ville ende ud. Jeg havde en vision, og så kun at jeg kom frem til den. Så selvom jeg ofte måtte ændre mit syn og min idé, så fandt jeg altid en løsning, så voksede jeg i takt med opgaven, og sætter nu større pris på hvor jeg er endt ud, end hvor jeg startede.
Jeg er stolt af det jeg har formået at lave, og stolt af at jeg har lavet det. For jeg er vokset på vejen. Har lært af mine fejl, ved at have udfordret min evne til at finde løsninger.
Den första gång jag såg dig
Septembers himmel er så blå
Den blå anemone
Efterskrift
Da vi først fik en præsentation til Eriksminde-opgaven, havde jeg ingen idé overhovedet, til hvad jeg skulle lave. Jeg vidste det skulle være noget hvor både processen og slutresultatet, gjorde mig glad. For jeg havde ikke bare lyst til at lave noget, for at lave noget, men hellere lave noget, for at bruge det, og være glad for det, og stolt af at jeg selv havde lavet det.
Jeg ville gerne blive udfordret, men ville selvfølgelig samtidig have tid til at få det ført ud i verden. Jeg tror næsten det var det største benspænd i min process. Jeg var rig på idéer, men hvor lang tid ville de forskellige idéer tage? Var det for tidskrævende? Eller blev det for nemt? Det var svært at finde ud af, for jeg havde jo aldrig lavet sådan et projekt, der ville kræve så meget, eller tage så lang tid før nu.
Hvis du har læst mit forord, så ved du hvordan min oldemor, sammen med min mor og mormor, er grunden til at jeg er på efterskole lige nu. Derfor ville jeg dedikere min Eriksminde-opgave til dem.
Som jeg skrev i starten, ville jeg gerne lave noget jeg ville gå med, noget jeg ville bruge, så min endelige idé blev at sy tre nederdele, inspireret af de tre kvinder, og inspireret af hver deress yndlingssang i højskolesangbogen.
Min oldemor og oldefar havde en sang sammen, som de elskede. “Den första gång jag såg dig”, var deres svenske kærlighedssang.
Min mormor har så længe jeg kan huske, haft et særligt nært forhold til “Septembers himmel er så blå”. For ikke så lang tid siden fandt hun sin gamle spolebåndoptager og et gammelt bånd, hvor hendes gamle skoleklasse synger den i en musiktime. Så den hørte vi sammen nede i hendes kælder, mens hun fortalte om sin barndom.
Min mors yndlingsfarve er blå, og har altid været det, og hun er født i marts ligesom anemonen, og elsker “Den blå anemone”, både som blomst og som sang.
Alle tre sangtekster står skrevet her på hjemmesiden. De står i samme rækkefølge som billederne. Altså de første tre billeder, hører til ”Den första gång jag såg dig”. De tre næste billeder passer til “Septembers himmel er så blå”. Og de sidste tre billeder hører til “Den blå anemone”.