Forord
“Lagkage”
Nedenstående er et ufuldendt forord til “Lagkage”, skrevet da jeg troede, at min Eriksminde-opgave skulle munde ud i en kortfilm. Det, jeg er endt med at aflevere, er ni stillbilleder af en film som aldrig blev færdig. Billederne er tilfældigt opsat, handlingsforløbet er alt andet end lineært og uden den oprindelige kontekst, er plottet og budskabet fra den originale film tabt. Der er ikke længere nogen historie eller mening i projektet, hvilket er ironisk, fordi jeg i dag ikke kan læse mit oprindelige forord uden at tænke på, hvor desperat det er i sit forsøg på at forklare og analysere sig selv. Når jeg genlæser, hvad jeg har skrevet, kan jeg se, at jeg, ved at overforklare mine egne idéer og hensigter, ubevidst fik fjernet alt plads til fortolkning, og endte med at gøre mig selv og projektet en bjørnetjeneste. Jeg har inkluderet det oprindelige forord, selvom det ikke længere passer på projektet, fordi jeg håber, at man sammen med de ni stillbilleder kan bruge det til at forestille sig, hvordan filmen ville have set ud, hvis den var blevet færdig. Forhåbentligt er der på denne måde også plads til lidt mere af beskuerens egen fantasi.
“Lagkage” er en kortfilm om normer, oprør, og gentagelser. Filmen foregår i et klinisk og kunstigt sceneri, som jeg har valgt at gøre meget enkelt, fordi det var mit mål at skildre filmens temaer på en simplificeret måde. Med titlen på filmen vil jeg gerne sætte kagen i fokus, og få beskueren til at tænke over, hvad lagkagen i denne situation kan repræsentere for hovedpersonen med henblik på klimakset.
Den billige paryk er et symbol på det overfladiske miljø og skal sammen med lagkagen og den lyserøde dug og baggrund skabe et stereotypisk feminint sceneri, der illustrerer kønsnormer på en overdreven måde. Hovedpersonen i filmen føler sig begrænset og tvunget af normerne og sætter en facade op for at passe ind. De “perfekte” omgivelser er i disharmoni med hovedpersonens egentlige følelser, hvilket fører til oprøret.
I optrapningen til klimakset er der små tekniske “fejl” (“glitches”) i filmen, der skal opbygge suspense, og som viser en antydning, af facaden der krakelerer. I filmens højdepunkt smadrer hovedpersonen lagkagen og dermed også de forventninger og regler, som personen er blevet pålagt.
Omgivelserne skal gerne give indtrykket af et slags filmset, der bliver overvåget, hvilket kommer til udtryk, da telefonen ringer i filmens klimaks. Herefter vågner hovedpersonen op fra anfaldet, rydder op, og filmen starter forfra.
Efterskrift
Denne tekst er ligesom mit forord, skrevet da jeg arbejdede på “Lagkage” som en kortfilm. Det er mine ufuldendte tanker om inspirationen til “Lagkage”, og de mål som jeg havde for projektet tidligt i processen. Siden da er der sket rigtig meget, og det er med blandede følelser, at jeg læser det i dag og reflekterer over, hvor anderledes mit færdige produkt er blevet, fra hvad jeg forestillede mig, da jeg skrev dette efterskrift. I den sidste uge har jeg været igennem følelser af vrede, tristhed, skam og først og fremmest skuffelse for nu endelig at være nået til en næsten euforisk lettelse ved mit færdige projekt. Lettelsen kommer delvist, fordi jeg endelig er færdig med den opgave, som jeg har været i gang med i over 8 måneder, og delvist fordi at det er gået op for mig, hvor helt igennem ironisk og “meta”, hele processen har været. Det er lykkedes mig, fuldstændigt ubevidst, at lave en film om at smadre forventninger, både andres og ens egne, samtidig med at jeg selv har gjort lige præcis det. Jeg har smadret mine egne forventninger til projektet, min egen lagkage om man vil, og det budskab, som jeg havde lagt så meget vægt på fra starten, er gået tabt, fordi jeg ikke længere synes, at det repræsenterer mig.
Med de ord vil jeg lade dig læse mit oprindelige, ufærdige efterskrift om forventninger til en film om forventninger, der aldrig blev til.
I 2018 faldt jeg over en to minutters lang video på YouTube. Videoen var en slags kortfilm, der starter, med at man ser en kvinde, der tager to små glaserede kager i plastikbokse ud af sit køleskab og putter dem på fine tallerkner. Kvinden løfter kagerne hen til sit spisebord og tager en gaffel i hånden. Underlægningsmusikken er spillet på en gammeldags spilledåse, og hele set-uppet er meget feminint og elegant. Det lægger op til, at hun vil spise dem, indtil kameraet pludselig klipper til hendes ansigt, og hun smiler uhyggeligt. Herefter smadrer hun begge hænder ned i hver sin kage og tværer rundt i dem, mens musikken bliver højere og vildere. Når kagerne er godt og grundigt ødelagte, tager hun igen gaflen frem og spiser, hvad der er tilbage af kagerne.
Denne video blev min største inspiration til “Lagkage”. Det vidste jeg selvfølgelig ikke på det tidspunkt, men da jeg sad en dag i oktober og overvejede alternativer efter min mislykkede idé, om at jeg ville designe klistermærker til min Eriksminde-opgave, kom jeg i tanke om den. Jeg ville ikke genskabe den, men gøre den til min egen og gøre den endnu mere ekstrem.