Forord
Da jeg var to år gammel, kom min lillebror til verden. Jeg blev mere interesseret i drengetøj, og jeg begyndte at synes, at drenge og deres univers i det hele taget var mere spændende. Jeg begyndte derfor at gå i drengetøj, og i 2. klasse fik jeg kort hår. Jeg havde plakater med Spiderman, trøjer med Spiderman, bukser, huer og endda svedbånd med Spiderman. Både i skolen og i fritiden var jeg kun sammen med drengene, hvor vi spillede fodbold. Pigerne var altid larmende og irriterende
Men så i fjerde klasse opdagede jeg bandet One Direction, og det var, som om noget klikkede. Jeg besluttede mig for, at jeg skulle til at være en pige igen, for man kunne jo ikke være One Direction fan og samtidigt en dreng. Jeg var næsten lettet over at have fundet en grund til at blive piget igen. Det var, som om at jeg nu kunne mærke, at jeg i hele mit liv havde været fanget i en drengerolle, selvom jeg måske hellere ville have været både en dreng og en pige.
Disse første 12 år af mit liv er en stor del af mig, og jeg tror i den grad, at de har påvirket, hvordan jeg er i dag.
Derfor besluttede jeg at lave denne video, som er en slags fortælling om min barndom, fortalt af to af de vigtigste mennesker i mit liv; mine forældre. Hvis de ikke havde støttet og elsket mig igennem min proces med at udforske og eksperimentere med min identitet, og hvem jeg var, ved jeg ikke, om jeg ville have været lige så glad for og tilfreds med mig selv, som jeg er i dag.
Videoen er projekteret op på en gipsafstøbning af en kvindelig overkrop og en mandlig underkrop, sat sammen til én torso. Dette er for at illustrere følelsen af både at være en pige og en dreng. Jeg husker tydeligt, at mit højeste ønske, da jeg var mindre var, at have både en tissemand og bryster.
Jeg håber, at min video kan være med til at fortælle, at det ikke er alle børn og unge, som er helt sikre på, hvem de er, og at man skal lade disse børn og unge selv finde ud af, hvem de er, og om de vil være drenge eller piger, begge dele, eller noget helt andet.
Efterskrift
De første 3 uger for mig gik med at tænke over, hvad jeg skulle lave. Min første idé var at lave en model af mit gamle hus, men kom hurtigt fra det, da jeg syntes, det virkede for ambitiøst. Jeg har fortrudt rigtig meget, at jeg kom fra den idé, for jeg tror sagtens, jeg kunne have nået at lave en model af en art, og det ville have været fedt, hvis jeg havde haft noget mere håndgribeligt at arbejde med.
Men til sidst fandt jeg altså på at lave en video, der handlede om mig selv og min barndom. Jeg har redigeret mange videoer for sjov, og har altid godt kunne lide det, så jeg tænkte, at det var oplagt. Men det var ikke det, jeg skulle have valgt at gøre med min Eriksminde-opgave. Jeg skulle have udfordret mig selv mere med et håndværk, jeg ikke kendte til eller havde prøvet før, for det blev kedeligt og ensformigt at sidde og redigere video time ud og time ind.
Det var spændende at filme min mor og far og høre, hvordan de huskede min barndom. Jeg havde jo også selv gjort mig nogle tanker om det, så det var sjovt at høre, hvad de fortalte. De havde to ret forskellige holdninger til flere ting, blandt andet kønsskifteoperationer. Min far og jeg havde en længere snak om det, som jeg klippede fra, for jeg var ærligt talt flov over min hans mening. Min fars holdning til kønsskifteoperationer var meget langt fra min, og efter jeg havde filmet videoen gik jeg faktisk rundt, og var lidt irriteret på ham i noget tid. Måske fordi jeg kom til at tænke på, at hvis jeg nu stadig havde været en dreng, hvor svært jeg så ville have haft det, når nu min far har så svært ved at forstå, hvorfor folk får kønsskifteoperationer.
Det var virkelig hyggeligt at kigge alle de gamle videoer og billeder igennem. Men så kom den evige redigeringsproces, og det var ikke fedt. Jeg havde svært ved det, fordi jeg ikke helt vidste, hvor jeg gerne ville hen med videoen, eller hvordan jeg skulle redigere den. Jeg gjorde mig nogle tanker om, om det skulle være noget a la en dokumentar, eller om det skulle være mere abstrakt-videokunst-lignende, og jeg eksperimenterede også med begge dele. Men jeg kom frem til, at det var bedst med en mere dokumentar-agtig video.
Omkring 3 uger inden vi skulle aflevere, kom jeg heldigvis på den idé at lave en gipsfigur, og jeg gik i gang med det samme. Jeg fandt heldigvis også hurtigt to modeller at støbe den på. Det var fedt at prøve at arbejde med et materiale, jeg ikke har arbejdet med før, og det var selvfølgelig også sjovt at støbe figuren direkte på de to modeller. Jeg brugte lang tid på at lave gipsfiguren og på at sætte de to dele sammen og finjustere den, selvom den egentlig var færdig. Det var lidt en overspringshandling for mig, nu hvor jeg havde noget andet end videoen at beskæftige mig med i Eriksminde-opgave timerne. Men heldigvis motiverede figuren mig også til at blive færdig med videoen, fordi jeg faktisk troede på, at det færdige produkt med videoen og figuren ville blive fedt. Og det gjorde det.