I mange år har jeg været draget til sproget. Det er især blevet afspejlet i skolen, hvor jeg med stor fryd kastede mig over alle de stillede opgaver. Noveller har altid interesseret mig. At kunne bevare det poetiske og til tider bombastiske sprog man kender fra digte, mens samtidigt at kombinere det længere fortællende aspekt fra en roman.
Jeg har ofte haft problemer med selv at begynde at skrive; andre skulle stille mig opgaven. Det har jeg længe gerne ville ændre. Derfor var det oplagt, at jeg skulle skrive en novellesamling.
Samtidig var det vigtigt for mig at have et mere håndgribeligt kreativt aspekt. Min mor introducerede mig til Dea Trier Mørch; både en fantastisk forfatterinde, men også utrolig dygtig til linoleumstryk.
Fra første øjekast var jeg vild med udtrykket, som linoleumstryks giver. Hvordan et billede kan udforme sig med udelukkende to farver, samt spændingen ved ikke at vide hvad det bliver til, når man begynder. Der er en vis uvidenhed, som først bliver belyst helt til slut i processen.
Ud fra de tanker kom jeg til konklusionen, at jeg selvfølgelig skulle skrive en novellesamling med et linoleumstryk til hver novelle.
Jeg har længe været fascineret af mennesket, og hvilke relationer vi har til hinanden. Efter at have set filmen Seven på skolen, besluttede jeg mig for at tage udgangspunkt i dødssynderne. Noget af det mest menneskelige vi kender til.
Det vigtigste for mig var at belyse synderne på en måde, som måske ikke er oplagt. Vise hvor synderne er i hverdagen, og derefter lade læseren bestemme om det rent faktisk er en synd, og hvem synderen i det tilfælde er. Det bundede ud i en novellesamling med 7 noveller og 7 linoleumstryk. De er alle i varierende længder – nogle mere fortællende, andre tættere på kortprosa. Det, de alle har tilfælles, er et eller andet, som er off. Noget bizart. Noget som man måske ikke helt kan sætte fingeren på.
God fornøjelse.
Efterskrift
Igennem processen har jeg holdt relativt godt fast i min oprindelig ide. Små ting har ændret sig; motivet til linoleumstrykkene og hvilken vinkel novellerne har. Jeg tror, det har artet sig på den måde, fordi jeg hurtigt gav mig selv en meget konkret opgave. Ligesom dem man får i skolen. Jeg er vant til at skulle tilpasse mig; dreje opgaven til min fordel. Det samme har jeg gjort ved min Eriksmindeopgave. I stedet for at ændre opgaveformuleringen, har jeg ændret mit syn på den.
Under Eriksmindeopgaven har jeg især lært meget om min egen arbejdsprocess, og hvilke problemer jeg oftest støder på. I lang tid har jeg haft svært ved at skrive. Det var en udfordring at gå i gang, når jeg vidste, at jeg havde lang tid til det. Selvom opgaven var stor, var deadlinen bare en abstrakt dato ude i horisonten. Dette gav mig friheden til at være utrolig selvkritisk. Det fjernede ofte motivationen, fordi det skulle være perfekt. Jeg havde ikke altid overskuddet til at lave det “perfekte”. Lige inden vi kom tilbage, indså jeg, at jeg var nødt til at tage mig sammen. Alligevel begyndte jeg mandag fem dage med Eriksmindeopgave, hvor jeg manglede tre noveller og fem linoleumstryk. Halvdelen af en opgave, som vi havde haft måneder til at lave.
Pludselig var der ikke tid til perfektionisme. Novellerne skulle skrive og trykkene laves. En process der tog langt længere tid end forventet. Men jeg nåede det. Fredag eftermiddag var det sidste tryk lavet.
Jeg er stolt over, at jeg nåede det, men det er i høj grad gået ud over processen. I stedet for at kunne nyde det jeg skrev og generelt hygge mig med mit arbejde, var jeg i stedet helt utroligt stresset. Det var svært for mig at holde fri, når der bag mig lurede en Eriksmindeopgave, der langt fra var færdig.
Når jeg ser tilbage på processen, har jeg både lært et nyt materiale at kende, men også hvad jeg egentlig er i stand til at opnå. I den sidste uge har jeg konsekvent tvivlet på, at jeg ville blive færdig.
Derfor er det også endnu mere tilfredsstillende at være færdig – især da det er et produkt, som jeg kan stå inde for.
