Min opgave består af tre forholdsvis forskellige skulpturer af kroppe.
Den første skulptur jeg lavede som også er den mest grove i modelleringen er 39 cm. høj og står på en træklods.
Nummer to er ca. 25 cm. høj og står på en rund klods af gammelt ler.
Den sidste skulptur er ca. 41 cm. høj og står på en jernplade med stang i.
Alle skulpturer er modelleret i stentøjleret 1154, et groft og mørkt ler. Jeg har modelleret i en positiv modelleringsteknik, som går ud på at man sætter små klumper ler på en pind i en organisk sammenhæng og bevægelse.
Jeg har modelleret ud af fri fantasi altså uden en model at se efter, hvilket har været lidt udfordrende men også givet nogle sjove udtryk at arbejde på og med.
Det interesserer mig at udtrykke en bevægelse i det enkle og den grove modellering uden at stramme op eller glatte ud. At finde ud af om denne stilling fysisk kan lade sig gøre/om kroppen hviler i denne stilling. At skabe en dynamisk bevægelse hvor skulpturen bliver spændende fra alle vinkler.
Min opgave er ikke noget som nødvendigvis er færdigt og slut, men en udstilling af en proces og noget der kunne være starten på noget andet måske.
Efterskrift
Jeg startede ud med at ville tage billeder af udsnit fra min fars værksted. Det skulle handle om bæredygtighed i kunsten og det at tage noget (ting der er blevet skrottet) som har haft ét formål, og skabe noget nyt og lavet kunst af det. Måske en form for readymade, som jeg så ville dokumentere ved hjælp af billeder og lydspor af de små tryklufts-maskiner.
Det gik op for mig halvvejs igennem at jeg ikke ville beskrive en andens værk, men lave mit eget. Hvad det skulle være vidste jeg ikke, men jeg vidste at jeg kunne lide at være i keramik og at det at modellere interesserede mig. Jeg har det med at tænke meget. Nogle gange alt for meget. Det jeg skulle lave ville jeg helst ikke “røre for meget ved”/give en betydning eller mening men egentlig bare arbejde intuitivt og se hvad jeg kunne skabe på den måde.
Så sad jeg der i keramik og skulle igang med den første skulptur. Det var angstprovokerende og føltes lidt intimiderende at skulle sidde i et rum med så mange der vidste hvad de havde gang i, hvad det skulle blive til og som kunne se mig og spurgte hvad jeg lavede. Jeg vidste ikke hvad jeg lavede, hvad det skulle blive til eller hvad meningen var/er og er stadig lidt i tvivl.
Jeg lavede i alt fem skulpturer og endte med at udvælge tre som jeg synes var gode, dem med mest bevægelse eller hvor jeg synes er nogle fede træk.
De udvalgte skulle støbes i gips, men jeg har haft problemer med at skaffe støbegipsen, så må derfor vente til efter påske.
Jeg har lært meget om mig selv og min måde at arbejde på under eriksminde-opgaven. Det har både været meget frustrerende, men når noget er lykkedes, helt vildt fedt .
Jeg synes er tilfreds, og det var målet.
