Når jeg ser på mit produkt, ser jeg tre stykker tøj og et par sko. Alt sammen hvidt og dækket til af sorte tegninger. Der står det. Jeg ser på de hvide bukser i cowboystof, den hvide silke skjorte, den hvide polyester trøje og de hvide sko, der alle er tildækket af minder og observationer, fordelt ud i sorte streger og prikker i hver deres tykkelser. Tegningerne består af alverdens ideer der flyder gennem mit hoved, og har ingen begrænsning for hvad de kan være. Jeg ser alt fra en philidelphia ostepakke, til et bjerg i brand. Men samtidig med at der sker så meget, finder jeg også mange ubevidste gentagelser i tegningerne, som for eksempel vinduer, døre, lamper, og cirkler. Hvorfor, kan jeg ikke svare på. Jeg kigger på tykkelsen af de forskellige strøg, jeg har brugt Posca. Jeg finder både en PC-3M, en 1 MC, en PC-5M, og en PC-8K. Alle tusserne er tømt for blæk.
Det endelige resultat har ikke et tema, men følger mere en rød tråd gennem det hele. Alt er tegnede forskelligt, med forskellige teknikker og forskellige størelser, på forskellige tidspunkter, men ender op i et stort fælles værk.
Når du ser på værket skal du lægge mærke til detaljerne og de enkelte tegninger i billederne.
Efterord
Når jeg ser på mit værk, kommer jeg til at tænke på flunker-bøgerne jeg læste som barn. Når jeg sad og kiggede siderne igennem som lille kunne jeg lade mig opsluge og leve mig ind i siderne i timevis. Jeg blev aldrig træt af at se på dem. Uanset hvor mange gange eller hvor længe det var. Der var altid noget nyt og overraskende at opdage, altid en historie eller en begivenhed man havde overset. Jeg havde ikke tænkt over sammenligningen før mit produkt var færdigt, men syntes at det passede godt, da jeg hele tiden har ville skabe noget der ville få folk til at stoppe op og bare observere, og opdage nye ting lidt efter lidt.
Min første tanke var at konstruere en kæmpe kasse, eller et hjørne lavet af træ, som folk kunne træde ind i. De skulle blive en del af værket. Jeg ville male både inder og ydre sider, med de samme erindringer og observationer, som også er på mit endelige produkt. jeg var så småt begyndt på skitser og modeller af kassen, og var egentlig godt i gang, men da corona kom i vejen, var det som om at tiden for mig fuldstændig forsvandt, selvom at jeg ikke gjorde andet end at drukne i den. Jeg havde ingen motivation til at tænke kreativt eller til at bygge. Lige pludselig virkede det umuligt og fjernt. En uge inden vi kom tilbage begyndte jeg at genoverveje min beslutning. jeg havde brug for at der skulle ske noget nyt, ellers ville jeg ikke kunne gennemføre det. Jeg tænkte hvordan man kunne finde den bedst mulige ide, som på den ene side, var god, men på den anden side også var til at overskue. Der kom jeg så på ideen om, at jeg kunne lave det på tøj i stedet. Jeg syntes at det lød Lækkert med at man kunne tage det på, og at det var en god beslutning i forhold til hvordan det skulle udstilles. Når jeg laver mig selv om til et lærred, kan man eksperimentere og lege bedre med det. Jeg havde hverken købt ind eller overvejet hvordan det skulle se ud, før jeg var kommet tilbage på skolen. så var meget presset under hele processen. men lærte også om mig selv at jeg under presset situationer bliver utrolig produktiv.
Alt i alt har det været en hård men spændende proces
