I min Eriksminde-opgave har jeg valgt at arbejde med hænder. Jeg har produceret tre værker på papir, der forestiller knækkede og ubrugelige hænder. Værkerne er lavet med tusch, og akrylmaling – påført både med pensel, men også ofte med mine fingre. Jeg har valgt kun at arbejde med sort og hvid, både fordi jeg har en del erfaring inden for det, men også fordi det giver et virkelig fedt udtryk.
Som i forhåbentligvis kan/snart vil se er mit tema hænder. Jeg finder hænder vildt fascinerende. Jeg bruger mine hænder lige nu til at skrive disse forord, og jeg har brugt dem til at lave min Eriksminde-opgave. Hænder bruges i alt kunsthåndværk, det indgår endda i ordet! Hænder er de redskaber vi er givet til at føre vores ideer ud i verden, til at gøre drøm til virkeligheden. Men de fylder også uden for håndværk: håndtegn kan indeholde store meninger og bruges i protester verden over, stumme kommunikerer ved hjælp af deres hænder, vi klapper, vi tager, vi giver, og vi holder om dem vi elsker. Alt sammen ved hjælp af vores hænder.
Hænder er altså en kæmpe del af vores liv.
Men tilbage til kunsthåndværk. For mig (og en del andre), er det netop specifikt inden for kunsthåndværket hvor hænder fylder enormt meget. De er vores kreativitets-afløb. Mine følelser og tanker strømmer ud igennem dem og tager form i tegninger, malerier, potter, beklædning osv. Nogle gange går det godt, men selvfølgelig bliver tingene bare ikke altid som man gerne vil have. Tegninger bliver skæve, potter revner, tøj passer ikke osv., og det er lige netop det der har fyldt noget for mig: frustrationerne.
Det er så de tanker jeg har gjort mig om mit Eriksminde-projekt. Selvfølgelig er du fri til at fortolke det som du vil – jeg håber du vil nyde det!
Efterskrift:
Jeg startede med hænder. Jeg vidste at det var det det skulle handle om, da jeg længe har været fascineret af dem. Vi bruger hænder til næsten alt det vi gør, især inden for kunsthåndværk, og det var lige præcis det jeg ville fokusere på. Jeg ville på de tre måneder vi fik, lære at tegne hænder (med sort tusch), og derefter producere et ukendt antal af surrealistiske malerier af hænder i færd med at producere kunst.
Det skete jo i hvert i fald ikke.
Jeg løb meget hurtigt ind i en væg (eller to). For hænder er faktisk ekstremt svære at tegne, meget sværere end jeg havde forventet. At nå til et niveau hvor man kan tegne relativt realistisk, på tre måneder er nok ikke et muligt mål.
Væg nr. 2: covid. Vi tog hjem for at fejre jul, og kom på statsministerens befaling ikke tilbage efter. Og hjemme var vi i to måneder. Jeg tror jeg fokuserede så meget på at bevare min fornuft og på at holde humøret højt, at jeg ikke lige kunne håndtere at en Eriksminde opgave deadline langsomt rykkede tættere på. På de to måneder lykkedes det mig at fylde to A3-ark med hænder, og det var det. Samtidig gav jeg også helt op på det med at skabe surrealistiske værker af kunsthåndværk. Jeg vidste at jeg ikke kunne nå det. I stedet forestillede jeg mig at jeg kunne udstille mine skitser, for dem havde jeg da mange af, ikke?
I marts kom vi endelig tilbage. Vi blev givet én uge til at færdiggøre vores projekter, en uge hvor vi kun skulle arbejde på det og intet andet. Så jeg besluttede mig for at se på hvad jeg havde at udstille indtil videre, og desværre for mig, så viste det sig at en halv skitsebog med sider i størrelse A6 og to A3 papirer ikke er specielt imponerende at se på. Så jeg brød sammen om mandagen. Jeg kunne ikke se nogen mulig måde at få styr på det, jeg vidste ikke hvilken retning jeg skulle i, jeg følte at jeg havde spildt 2 måneder (selvom jeg bare havde fokuseret på andre ting som jeg virkelig havde brug for).
Så jeg talte med min vejleder den dag. Han lagde mærke til nogle frustrerede, knækkede hænder jeg havde tegnet på min påbegyndte 3 A4 side, og begyndte at spørge ind til dem. I mine frustrationer havde jeg tegnet en hånd der ikke fungerede, men havde egentlig ikke tænkt videre over det. Den var bare endnu et skitse.
Men min vejleder synes den var ret fascinerende. Kunne jeg ikke prøve at lave nogle flere af dem? Bruge mine frustrationer som brændstof? (Tak Jeppe!) Det kunne jeg vel egentlig godt prøve, så jeg tegnede flere af dem. Med frustration og irritation som mit brændstof lykkedes det mig så at producere de tre værker (og en del flere som ikke er udstillet), som altså udgør min Eriksminde-opgave.
