Det med hjemløse har ofte været et tema i snakken herhjemme, og da det så kom på tale i en samfundsfagstime på Eriksminde, satte det noget i gang. Vi talte om hvorvidt det er hjemløses eget valg at blive hjemløse.
Da jeg startede på Eriksminde, begynde jeg at strikke og vidste tidligt at jeg ville lave noget med strik i min Eriksmindeopgave.
Da jeg havde de to aspekter på plads, var de nogenlunde tydeligt, hvad jeg ville lave i min Eriksmindeopgave. Jeg fandt også hurtigt ud af at jeg ville strikke huer til de hjemløse. Fordi det virkede som det mest praktiske valg, både for mig og dem. Jeg ville også gerne skrive noget, om de hjemløse, for at vise deres historie og for at vise, at det ikke nødvendigvis er hjemløses eget valg at blive hjemløse, som hele tanken startede ud fra.
I min opgave har jeg også valgt at brug fotos som et element, da portrætter kan skabe en anden form for nærvær af personen og gøre det lettere at lære dem at kende.
Så stod jeg med garn, strikkepinde og computer i hånden, klar til at gå i gang.
Efterskrift
Selvom udgangspunktet for opgaven har været det samme gennem hele processen, er der mange små detaljer, der har ændret sig undervejs.
Da jeg startede, havde jeg en ide om at jeg skulle have mange portrætter af mange personer og deres livshistorier, men da jeg så stod i øjeblikket, gik det op for mig, at det var bedre at have en samtale med én person og gå i dybden med det, frem for mange små og overfladiske historier.
Da jeg havde fået etableret, at det bare var én person, jeg ville interviewe, nemlig Ewald, havde jeg regnet med at lave en dybdegående artikel om ham og hans historie. Da jeg så kom tilbage på skolen, efter Corona-lockdown, havde det ændret sig, som så meget andet.
Nu ville jeg skrive digte. Det var måske i virkeligheden ikke så smart, for det er noget jeg ikke har prøvet før, men jeg kunne mærke, at det var det, der passede bedst til hans historie og til min opgave.
Gennem hele processen har jeg haft kontakt til Lone, som arbejder med hjemløse, og ved meget om emnet og som derfor har givet mig kæmpe indblik i hele hjemløsesagen.
Da jeg startede på det her projekt, var jeg næsten lige kun begyndt at strikke. Gennem de 18 huer jeg fik strikket, har jeg kunne se min strikkeudvikling i dem, fra start til slut.
De måneder vi havde på skolen før jul, fik jeg mest bare strikket, men var også lidt rastløs i det, fordi jeg kunne se så mange andre kom i gang med deres kreative proces, og så sad jeg bare og strikkede, som jeg gør til så mange andre ting. Så kom Corona-lockdown, og så blev jeg igen hindret i min kreative proces. Jeg havde fået fået afleveret mine, huer. Men det var svært at få skrevet en artikel, når man bare sad hjemme i sin lille boble. Så er det senere gået op for mig at, det måske i virkeligheden var hele artikel formen, jeg havde svært ved, og at jeg måske burde tage et helt andet udgangspunkt til min tekst. Og her kommer digtene ind i billedet.
Der er mange mennesker, der har hjulpet mig igennem det her forløb. Både familie, lærere osv. Men den der hjalp allermest var Ewald, den tidligere hjemløse, idet han turde at fortælle hele sin livshistorie til mig, både hans glæder og hans sorger. Så det er i virkeligheden hans historie, der gør at jeg kan have et produkt.
