Vilma

I min eriksminde opgave, har jeg lavet en skulptur i keramik og en ring i sølv. Skulpturen hedder Solo. Til min Skulptur har jeg brugt en teknik, som hedder pølseteknikken, pølseteknikken er når, man ruller ler til lange pølser og stabler dem ovenpå hinanden, så det bliver højere og højere. Solo er 84 cm høj og ellipseformet og lavet ler. Solo er både en krukke, vase og ringholder. Den har et låg, hvor der på toppen kan sidde en ring, hvis man tager låget af, er det en vase. Solo er udsmykket med mange forskellige former og spiraler, som jeg har fundet på. Min inspiration kommer, meget fra vraggods. Vraggods som har, ligget under flere kilometers ocean, på bunden af havet i mange tusinde år, hvor der, så er begyndt, at vokse planter på, og det er blevet til en levende krukke. Jeg har også været meget inspireret af kunstneren Damien Hirst og hans udstilling treasures from the wreck of the unbelievable, som jeg har set i Venedig, da jeg var mindre. Solo er meget uperfekt og har mange buler og huller, da den skal afspejle mig og det uperfekte. Mit værk er et billede på, mig og mit forhold, til det perfekte. Ringen på toppen af låget, har jeg lavet i sølv, den er lavet af mange forskellige ringe og kugler, som er rester fra andre ting, jeg har lavet. Ringen er heller ikke noget snorlige mesterværk, da den også skal vise mig.


Efterskrift 

Jeg har haft mange og ingen ideer, på samme tid, til min eriksmindeopgave. På en måde havde jeg så mange ideer, at det blev så meget, at der var ingen. Der var bare intet der ville passe sammen, alle mine ideer fløj rundt. Jeg havde mange stærke emner, som jeg gerne ville have, at min opgave skulle handle om, men jeg vidste ikke hvordan, jeg skulle eksekverer dem. Opgaven for mig, har altid været noget, som man skulle kunne se mig i. Først ville jeg skrive en digtsamling, for mange ville det, så ville jeg ikke. Jeg ville lave noget som kun jeg lavede. Så ville jeg lave en video digtsamling, “du har ikke nok koncentration til det” fik jeg afvide, “du er for urolig” og ja, det er lige hvad jeg er, gik det op for mig. Jeg er uroligt, og det er en stor del af mig. Der skal altid ske noget, videre, videre, fart over feltet, tit så travlt, at jeg glemmer mig selv i farten. Uro, jeg må lave noget om uro, tænkte jeg. En urolig krukke, en krukke der sker så meget på. Og så en poleret ring, som viser det fine og poleret uro, den lille smule uro jeg hele tiden har. Det var det min opgave endte med, at blive, og jeg var glad ved tanken. Men da lockdownen var ovre og jeg ikke havde lavet noget, på min opgave i lang tid, og vi så kom tilbage, var jeg i tvivl om, om min opgave, om det stadig var det jeg ville. Jeg følte ikke, at uroen har overtog mig så meget der, som den havde gjot, da jeg startede på opgaven. Jeg ændre mig hele tiden, og da jeg kom tilbage , var der andre sværere ting inde i mig, som fyldte, mere end uroen. Uroen fyldte ikke lige så meget for mig, som før. Men jeg arbejdede videre med det samme værk, for uroen er jo altid i mig. Jeg stødte på andre problemer, på vejen i de sidste to uger. Jeg ville gerne havde haft min vase endnu højere, end den er, men ovnen var ikke stor nok. Jeg ville gerne havde støbt en ring i sølv, men det vidste jeg ikke, hvordan man gjorde, så det måtte jeg droppe. Jeg ville gerne havde haft glasur på min vase, men det kunne jeg ikke nå. Glasuren skal være i alle mulige farver, som løber ned af den, så det ligner, at der er spildt en masse maling random ud over den oppefra. Det bliver en dryppende og levende effekt, det er vigtig for mig, at vasen er meget levende og blød i det, da det beskriver uro for mig. Man må gerne blive lidt forvirret, af at se på den. Det har været svært for mig, at tiden har skulle bestemme hvor langt, jeg kunne nå at komme, at lerern skulle bestemme, at jeg ikke kunne komme videre, da den skulle tørre, at ovnen skulle bestemme, at den ikke kunne blive højere, at jeg ikke kunne nå, at lærer at støbe, og det skulle bestemme, at jeg måtte lave en anden ring, end jeg først havde tænkt. Det var svært, at alt ikke bare indordneede sig efter mig. Men jeg lærte meget, af processen og det hele endt,e jo med at gå godt.

 Ringen er for mig, også et billede på den lille del, man møder af mig, når man ser mig. Og hvor skulpturen viser alt det der ligger under, og hvor meget mere der er, under overfladen. Jeg er blevet meget glad og tilfreds for mit værk, Solo. Den har selv bestemt, at den skulle hedde solo, der var en der spurgte mig, da jeg var i gang med, at lave den hvad den hed, og så sagde jeg tilfreds og selvsikkert solo. Det fløj ligesom bare ud af munden på mig. Så den har selv valgt det.