Jeg grublede efter hvad jeg ville gå efter med mit Eriksminde Projekt i nogle dage tilbage i, hvad, det må have været helt tilbage i Oktober 2020. Det var dog ikke svært for mig i enden at finde ud af hvad jeg vilde arbejde med.
Jeg valgte at udtrykke mig – hvad jeg ville udtrykke havde jeg ikke fundet ud af endnu – igennem Musik og tekst. Jeg valgte at skrive og skrive og skrive, hvorefter jeg ville samle alt min musikalske viden til at skabe et underlag til den tekst jeg fik skrevet, en tekst der så blev til sang.
Når man kommer til en beskrivelse af mit værk er det letteste at starte i det rent materielle: hvad har jeg brugt til at lave det her?
Mit værk er en samling af, el-guitar, Bass og sang som jeg alle har selv har performet over i skolens studie, med trommer som jeg lavede digitalt. Teksten som blev sunget var også en jeg selv havde stået for, ved hjælp af det selvsamme bærbar keyboard som jeg tip-tap skriver videre på lige nu.
De helt matter-of-the-fact ting er dog lidt kedelige ik? Det vigtige er nok hvad jeg prøver at sige, og hvordan produktet rent faktisk er endt op.
Det produkt jeg er endt med, er den første sang ud af tre til et større projekt som hedder:
KILLROY
Det jeg endte med at ville sige med KILLROY var så mange ting at det er svært at sige, for da jeg skrev teksten, skrev jeg også bare løs. KILLROY diskuterer alle de klassiske teenage emner:
Der er snak om angsten i at være ung. Der er had for den lille hjemby man voksede op i som holder en tilbage (noget som muligvis også er en bredere metafor). Og så er der også det vigtigste for værket, det jeg har prøvet at gøre til den røde tråd igennem det hele: falskhed, performance og andre ord for den samme følelse. Alle disse ting bliver smidt på Kilroy, den kendte figur fra så mange offentlige toiletter og klamme sidegader.
KILLROY var et forsøg på det hele, og jeg har ingen tvivl om at selvom det kun er en sang jeg kan præsentere i sammenhæng med skolen (selvom tre var planlagt) – så er de tanker, de ideer og de musikalske evner jeg har taget med mig på vejen, nogen jeg aldrig vil glemme.
De er brændt i min hud, som Kilroy er det på så mange murer.
Lyt
Efterskrift
Da jeg satte mig ud for at lave KILLROY, satte jeg mig ud for at udtrykke mig så ærlig som muligt, uanset hvor ondt det ville gøre. Så i samme tradition ville jeg stå åben med hele KILLROY’s kreative process.
Processen om KILLROY’s produktion var ikke ligefrem et gåtur ned af de smukkeste enge til det flotteste land der findes. Det var mere en person med bind for øjnene der blev ved med at gå ind i murer, falde på jorden, og så var jeg bare fanget der indtil at studiet kunne låses op igen.
Det lille stykke som er blevet skabt (som sagt var planen tre sange) blev skabt i de øjeblikke jeg rent faktisk havde i skolens studie. At arbejde i et studie er noget som jeg aldrig har prøvet før. Da jeg skulle spille bass til den her sang var rent faktisk også en af de første gange nogensinde at jeg spillede bass.
Jeg gik ind i det her med ekstrem overtro i mine egne evner og kom ud besejret af mine egne tanker og evner.
Hvad der kom ud af det kom dog ud af det, og det er noget jeg er glad for. Igennem hele denne proces med en arbejdsmetode jeg ikke kender, er jeg blevet bedre med præcis den arbejdsmetode. Så selvom store tanker blev til små virkeligheder, kan jeg se tilbage på denne proces med glæde over at jeg har lært noget.
Jeg har lært hvordan man arbejder bedre, og hvordan man arbejder værre (sådan som jeg gjorde) i studiet. Og generelt er min musikalske evner steget ekstremt under denne proces.
KILLROY som produkt er måske ikke så godt og KILLROY som proces var måske hårdt og fyldt med problemer, men KILLROY som noget jeg har lært noget af – som en del af min fortid – er ekstremt vigtigt.
Hvis ikke noget andet, er de ord, den krassende guitar og de forvirrede trommer min glæde og min forandring. Og glæde og forandring er vel meget det kunst er.
