Da jeg var fire og et halvt år, døde min far efter et længere kræftforløb. Jeg har igennem flere år spekuleret på, hvilken betydning det har for mig, og hvordan jeg helt generelt har det med det. Denne opgave har jeg altså dedikeret til ham, og måske endnu vigtigere har jeg brugt den til at udforske mine følelser omkring ham. For at være lidt mere konkret har jeg lavet en digtsamling. Jeg har hverken benyttet mig af traditionelle enderims-mønstre eller opsætning af strofer, og mine digte varierer desuden ekstremt i længde og sprog. Kort sagt har jeg valgt, at mine digte ikke skal følge nogen bestemt form. Dog vil jeg mene, at de stadig deler en masse fælles træk, som kommer klart til syne, når man læser samlingen som helhed. I det hele taget virker enkelte digte måske lidt mystiske eller endda malplacerede, men jeg håber, at man får et større overblik og dermed også indblik i mine tanker, når hele digtsamlingen er blevet læst.
Husk at klikke “Fullscreen” på Issue
Efterskrift
Jeg vidste fra starten, at jeg ville bruge denne meget åbne opgave til at skrive digte. Årsagen til det var, at det var den udtryksform, som jeg følte mig mest sikker og kompetent i. På trods af det har processen både været frustrerende og abstrakt; men til tider også tilfredsstillende. Jeg føler, at jeg kan se en stor udvikling i mine digte fra starten og frem til nu. Dette er i bund og grund en god ting, men det har også gjort mig meget utilfreds med mine tidligere digte. Så selvom min samling består af 38 tekster, har jeg altså skåret nærmest dobbelt så mange fra. Min opgave var i sig selv forholdsvis simpel, men den blev ret hurtigt virkelig kompliceret og uhåndgribelig. Mit mål for denne opgave var jo at komme tættere på mine egne følelser vedrørende min far, men i realiteten vil jeg mene, at jeg blot er blevet mere bevidst om, hvor kompleks en indflydelse hans død har været og stadig er for mig. Så for at konkludere har jagten på hans, samt min egen, identitet lært mig, at den var fuldstændig tåbelig. At det tætteste jeg nogensinde kommer på ham og mig selv er, når jeg erkender, at det ikke er muligt at finde hans betydning for mig. Derudover har jeg også fremstillet en digtsamling, som jeg er enormt glad for.