Othilde

Pattoniske kopper

Jeg har lavet seks forskellig keramik kopper. Nogle er drejet, og andre er pølset. Derfor har kopperne hvert deres udtryk, nogle er symmetriske, mens andre er organiske. Ligesom bryster. Bryster kommer i mange former, farver og længder. Ingen bryster er ens. Dette er også hovedtanken og udtrykket bag mine Pattoniske kopper. 

Titlen på min Eriksminde opgave har for mig ikke en dybere betydning, andet end at der indgår “pat” i den. 

Størstedelen af mine kopper er lavet af lavaler, da det er den lertype, som siger mig mest. Leret er lækkert at arbejde med og det færdige produkt får et fint men alligevel råt udtryk. Mine kopper er på ingen måde en realistisk afspejling af menneskets bryster. Jeg har for eksempel glaseret en af mine kopper i hvid glasur og derefter sprøjtet en anden glasur ovenpå for at give koppen nogle pletter.  

Jeg har leget med mine koppers enkeltvise udtryk ved at forme i tre forskellige lertyper og glaseret dem vidt forskelligt.

Efterskrift

Jeg havde fra start af en ide om, at jeg ville lave noget i keramikværkstedet, da det er et værksted, jeg gerne vil udnytte, at have til rådighed, da det jo ikke er noget, man altid har. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var kopper udsmykket med bryster, jeg ville bruge min tid på at forme. Jeg har fået størstedelen af min inspiration til min Eriksmindeopgave fra nogle keramikere, jeg følger på Instagram: and.krea (Patteriet) og chandini.dk. 

Undervejs i min proces har jeg ikke ændret min ide synderligt, da den jo er ret åben.  

Jeg er endt op med en masse forskellige kopper lavet af forskellige lertyper. Antallet af kopper synes jeg er passende, men jeg kunne godt have set, at jeg havde lavet lidt flere. 

Jeg har selv valgt hvor meget, og hvor hårdt jeg ville arbejde, men jeg har undervejs følt, at jeg ikke har arbejdet hårdt nok. Det har været svært ikke at sammenligne sig med andre og deres projekter og arbejdsindsats. 

Jeg valgte fra start af ikke at arbejde på mine kopper i min fritid, da jeg var bange for så at køre død og miste min kreativitet og gejst. Min færdige opgave består derfor også af flere forskellige kopper, så jeg ligesom har kunnet have flere små processer kørende på en gang og se en ende på hver enkelte kop.  

Det vigtigste for mig har været at ende op nogenlunde tilfreds, med de kopper jeg har lavet, og at processen har været lærerig. Jeg er undervejs blevet bedre til at dreje, og jeg er også endt ud med nogle nogenlunde vellykkede glaseringer. Mine kopper bærer meget præg af, at jeg undervejs har prøvet mig meget frem, da det er sådan, jeg lærer bedst.  

I den sidste uge vi har haft til at lave på vores opgaver, har jeg været lidt utilfreds og stresset omkring mine endelige kopper, men jeg er alt i alt tilfreds med mit samlede resultat. Jeg er ikke 100% tilfreds med nogle af mine kopper, men sammen synes jeg, at de ser smukke ud. Mine kopper er som bryster, de er og kan aldrig blive perfekte.