Et værk bliver til
Julie Nords udsmykning af Eriksminde Efterskoles Storstue tager sin egentlige begyndelse i sensommeren 2019. Ideen om at få et værk af Julie Nord var ikke som sådan ny, men det var først i starten af skoleåret 2019/20, Eriksminde sendte en ansøgning afsted til Statens Kunstfond. Ønsket og ambitionen var at få et markant værk af en af Danmarks mest anerkendte samtidskunstnere. Et værk, der kunne være med til definere skolen både indadtil og udadtil. Ligesom Eva Kochs værk i Æblehaven og Lene Adler Petersen keramikfrise i Spisestuen gør det.
I oktober måned 2019 modtog vi svar fra Statens Kunstfond, som ønskede at støtte projektet. Som en del af aftalen forpligtede skolen sig på at yde et væsentligt bidrag til projektet. Med den økonomiske side af sagen på plads gik skolen for alvor i dialog med Julie Nord samt en udpeget konsulent fra Statens Kunstfond. Et par obligatoriske møder undervejs sikrede at alle involverede parter fortsat kunne se sig selv i projektet, og godt et års tid efter, at det officielle svarbrev fra Statens Kunstfond blev modtaget, står værket færdigt. Både processen og det færdige kunstværk har overgået Eriksminde Efterskoles forventninger. Vi er beærede over at kunne præsentere et så fornemt værk af Julie Nord.
Kunstværker som Julie Nords spiller en helt central rolle for Eriksminde Efterskole. Det vil blive brugt, nydt, og diskuteret i mange år fremover. Det vil komme til at indgå i elevernes hverdag og virkelighed. Det vil gøre dem nysgerrige, irriterede og måske skubbe til deres egen skabertrang. På Eriksminde Efterskole betragter vi ikke kunsten som et eksklusivt og lidt luksuriøst indspark i skolelivet. Eleverne får mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk, og de får mulighed for at fordybe sig i andre kunstneres udtryk. Fordi det er væsentligt, og fordi vi med kunsten kan forstå væsentlige aspekter af os selv og vores omverden.
Et klassisk fag som naturfag lukker verden op og giver os et sprog for det, vi ikke kan se med det blotte øje eller umiddelbart forstå. Kunst gør i virkeligheden lidt det samme. Den åbner verden og gør den større. Den kan fungere som et naturligt supplement til alle de andre måder, vi forstår verden på. Derfor giver det mening at arbejde med kunst. Og derfor giver det mening at have et værk af Julie Nord.
Gennembrudsværket
Der er en interessant spænding på spil i Julie Nords værker. Det er febersøde fantasier fra et sted mellem virkeligheden og forestillingsverdenen. Værkerne ulmer, sitrer og forskrækker, men de behager også. Det er voldsomt og yderst delikat på én og samme tid, og disse dybt fascinerende værker har med rette sikret kunstneren en markant plads på den danske samtidskunstscene.
Julie Nords første soloudstilling From Wonderland with Love fra 2003 bestod af en lang række tegninger, som indeholdt både billed og tekst – og tekst, der blev til billeder. De i alt halvtreds tegninger fungerede som en løs og legende fortolkning af historien om Alice i eventyrlandet. Det var som om, Alice havde løsrevet sig fra rammerne af den originale fortælling og vandret over i et syret og sort/hvidt dagbogsformat, som altså var Julie Nords. Til stort held for alle os andre, der her snart tyve år efter selve udstillingen From Wonderland with Love kan kravle ned i kaninhullet og stifte bekendtskab med tegningerne i udstillingskataloget af samme navn.
Retsider og vrangsider
De tidlige tegninger er interessante at nævne i denne sammenhæng, fordi de slår to væsentlig elementer an i Julie Nords samlede værk. For det første er det tegninger, og tegnekunsten har netop Julie Nord gjort til sit weapon of choice. Mere om det senere. For det andet introducerer Julie Nord med From Wonderland with Love et genkendeligt formsprog, som dog i samme nu åbenbarer små revner, ud fra hvilket mørket og det ukendte flyder. Det er på stregen mellem det trygge og det utrygge, Julie Nord balancerer.
Det er en forsimpling at sige, at Julie Nords kunst drejer sig om livets og sindets vrangsider. Det virker ellers oplagt. Hendes værker vrimler nemlig med ubehagelige og underligt urovækkende elementer. Truende skygger, overdimensionerede insekter, tomme blikke, amorfe plamager i hjemlige interiører og stift stirrende katte. Ikke rart overhovedet. Men selvom det pibler frem med ubehageligheder, virker det ikke til, at det er vrangsiderne per se, Julie Nord interesserer sig for. Det er snarere vrangsidernes tilstedeværelse på retsiden, der optager kunstneren. Værkerne henter med andre ord deres fascinationskraft i netop sidestillingen og sameksistensen af det trygge og det utrygge, det hjemlige og das unheimliche. Frygten, fantasien, mareridtene, længslen og det fortiede er jo netop ikke noget, der foregår adskilt fra vores øvrige tilværelse. Det er tværtimod dybt indlejret i os. Det bor side om side med idyllen og lykken, hvad det så end er.
Med pen og papir
Tegningen har ikke altid haft status som en selvstændig og lødig udtryksform. Det var særligt under renæssancens kunstneriske opsving, at tegnekunsten i højere og højere grad opnåede anerkendelse. En vigtig faktor i tegningens udvikling og udbredelse var papirets kvalitet og kvantitet. Uden papir, ingen tegninger. Derudover spillede papirets lave pris – målt i forhold til prisen på lærred – også en rolle for, hvordan kunstnere anvendte det. Det var mindre omkostningstungt at tegne, og det betød, at kunstnere kunne tillade sig at arbejde mindre stringent og styret.
Op gennem renæssancen ser man, at tegningen løsriver sig fra at være blot en skitse; noget der skal laves, forud for det rigtige kunstværk. Renæssancens kunstnere tillægger tegningen større kunstnerisk opmærksomhed og gør den til en udtryksform i sin egen ret. Men interessant nok bevarer tegningen – trods sin selvstændighed – sin særlige karakter. Tegningen bliver nemlig ved med at være det sted, hvor kunstnere kan undersøge og prøve ting af.
Umiddelbarheden er på en måde flettet ind i tegningens DNA. Det er en udtryksform, der lige siden sit udspring i renæssancen slår en befriende utvungen tone an. Afstanden mellem hoved, hånd og materiale er minimeret, og tegnekunsten er i den forstand en meget direkte og filterløs form for kunst. Det er på mange måder dette, der er tegningens adelsmærke. Det er det, der gør den til et interessant kunstnerisk medie. Det kunsthistoriske rids af tegningens særkender er interessant, da det mere eller mindre direkte peger frem mod samtidskunsten, hvor kunstnere som for eksempel Morten Schelde (f. 1972) og Jasper Sebastian Stürup (f. 1969), men selvfølgelig også Julie Nord, samler op på og videreudvikler tegningen som udtryksform.
Julie Nord er om nogen en kunstner, der har omfavnet og udfoldet tegnekunsten. Der ligger en udtalt intimitet og nærhed i mange af hendes værker. En nærhed, som måske er tæt forbundet med måden, man tegner på, når man tegner. Det er ofte et lille lukket rum, tegningen udspiller sig i. En lettere foroverbøjet relation mellem papir, pen og kunstner. Der er kun plads til kunstneren og papiret. Hvilket gør det så meget desto mere interessant at betragte værkerne. Man kommer tæt på i Julie Nords værker. Det er ligesom at åbne en dagbog, der ikke er ens egen. Som at være gæst i en anden persons drømme. Helt genkendeligt, men også absolut fremmed.
Ophængning på Eriksminde Efterskole
Julie Nord på efterskole
Papir er et ubarmhjertigt materiale at arbejde på. Det efterlader ingen muligheder for rettelser. Maling på lærred kan man løbende male over og korrigere – og i yderste instans skrabe af. Sådan forholder det sig ikke med papir, tusch og akvarel, som er Julie Nords foretrukne materialer. Papiret absorberer nemlig farven, suger farven til sig. Tegningen lægger sig med andre ord ikke på papiret, men i papiret, hvilket stiller ganske store krav til kunstnerens kunnen.
På Eriksminde Efterskole er Julie Nords femten akvareller hængt op på en tapetseret væg. Det er tænkt, lavet og hængt op som ét samlet værk. Tapetet fungerer som det samlende element, og også tapetet har Julie Nord sat sit fingeraftryk på. Tapetets motiver er nemlig tegnet af kunstneren selv. De sirligt blomstrede tegninger ligner ved første øjekast noget fra et dukkehus. Men tag blot et nærmere kig på tapetets illustrationer. Det umiddelbart hyggelige og nuttede udtryk åbenbarer en ulmende understrøm af uhygge. Hyggen og uskylden er ikke urørlig. Virkeligheden skrider, smelter og forvandler sig. Ikke til noget totalt fremmed, men nok til, at fundamentet begynder at slå revner.
Dyr bliver til mennesker, mennesker til dyr. Piskeriset bliver besjælet og får øjne, og PH-lampen smelter. Der er nok at gå på opdagelse i. Værkerne er lavet i forskellige formater, og de virker ikke til at være hængt op efter et ordnende princip. Det virker med andre ord lidt tilfældigt. Man er tættere på oldemors hjem end på museets højloftede lokaler, hvor værkerne får masser af luft omkring sig. Ophængningen på Eriksminde og hele værkets udtryk er hjemligt snarere end institutionelt. Og netop denne pointe taler direkte ind i Eriksminde Efterskoles grundværdier.
Efterskolen er et hjem. Eller for at være mere præcis, så er skolen det andet hjem for de elever, der vælger at bruge et år af deres liv på stedet. De sover, spiser, tegner, laver mad, vasker op, lærer, løber, griner og græder på efterskolen. Det er deres hjem i en afgrænset periode. Det er ikke deres rigtige hjem, men et sted, hvor hjemligheden spiller en stor og afgørende rolle. Derfor giver det så god mening, at Julie Nord læner sig op ad noget hjemligt i sit værk i skolens Storstue. Der er noget familiært over værket. Noget trygt og genkendeligt. Noget der peger i retning af sandkage, kaffe med fløde og broderier. Det spændende ved Julie Nords værk er imidlertid, at det ikke forfalder til biedermeiersk familieidyl. Hjemmet er ikke en fæstning, et helligt nulpunkt uden besvær. Hjemmet er der, hvor livet sker. Med alt, hvad det indebærer.
Det åbne værk
En pølse på et musselmalet fad. En enlig strømpe på en træstub. Har de to ting noget med hinanden at gøre? Fadet er mønstret, og der er også mønster på træstubbens årede overflade. Hvad er forbindelsen mellem den enøjede bamse og den enøjede maske? Er der overhovedet en forbindelse? Og hvorfor er der så mange øjne, der stirrer ud på os? Hvem betragter, og hvem bliver betragtet? Os eller dem derinde i værkerne? Nysgerrigheden har gode vilkår i Julie Nords værk. De femten akvareller er hængt op i det, man kalder en salonophængning. Denne ganske komprimerede måde at udstille kunst på har rødder i 1700-tallets første offentligt tilgængelige kunstsamlinger. Her udnyttede man vægpladsen til det sidste, og værkerne blev ikke placeret efter kronologi eller genre. Det handlede om at få så meget med som muligt, så samfundets borgere kunne blive dannede mennesker.
Work in progress
I mange private hjem kan man se et lignende princip omend i lidt mindre skala end ved 1700-tallets kunstsamlinger. I hjemmets sfære kan indrammede børnetegninger hænge side om side med landkort, arvede malerier, fotografier fra fars ungdom og reproduktioner af kendte kunstværker. Det er dette mylder af indtryk, man også møder i Julie Nords værk på Eriksminde Efterskole. Det er fortætningen, der er med til gøre det spændende og æggende. En af de store styrker ved værket er, at det ikke lukker sig om én fortælling. Man leder efter indbyrdes relationer, trækker usynlige streger mellem det ene, det andet og det tredje værk. Værket gøder vandene for, at man selv begynder at gå på opdagelse. Det er en katalysator for forestillingskraften. Forstået på den måde, at det netop er antydningen og det usagte der gør, at man kan træde ind i værket. Det handler i kunsten – ligesom i livet – om at forholde sig nysgerrig, afprøvende og undersøgende. Så velkommen indenfor i Eriksminde Efterskoles Storstue, hvor intet er, som det ser ud, og alt er, som det plejer.
Lyt til uddrag af forstander Lynge Korsgaards samtale med tidligere forstanderpar på Eriksminde, Kis og Thjelle Raunkjær, om kunsten på Eriksminde, november 2020.
Hør den længere udgave af snakken med Kis og Thjelle herunder
Jeppe Lentz Wildt fortæller om kunsten på Eriksminde og viser nogle af værkerne.
Se Julie Nord og elever fra Eriksminde præsentere værket på ferniseringsdagen.
–
Tekst: Jeppe Lentz Wildt
Video og grafik: Mikkel Drejer Bertelsen
Foto: Peter Klode – Julie Nord
Web: Alex Jensen
Eriksminde Efterskole