17-18 Tale ved starten

Tale ved starten af skoleåret 17-18
ved forstander Søren Møllgaard Kristensen

Jeg vil gerne starte med at byde jer alle sammen hjerteligt velkommen til Eriksminde og skoleåret 2017/18. En helt særlig velkomst skal lyde til jer elever, som vi glæder os til at lære at kende, og som vi i årets løb vil komme tæt på. Vi glæder os til, at I flytter ind på skolen, og er dem der skaber det liv, vores skole skal bestå af. Når vi går og gør klar i ugerne op til denne dag, kan vi tydeligt mærke, at der mangler noget afgørende: Nemlig jer. Skolen er uendeligt lidt uden jer, og derfor er det et betydningsfuldt møde vi har i dag.

Jeg håber I er blevet vist til rette på jeres værelser og er klar til at møde den glæde og den udfordring, det er at skulle bo sammen med et eller flere mennesker i det kommende år.

Alle os, der er på Eriksminde, føler det som et stort privilegium at møde en gruppe unge mennesker, som jer, der af egen fri vilje har valgt skolen, og vi håber at I vil møde skolen, os og hinanden med åbenhed og nysgerrighed, så vi sammen kan skabe et positivt og værdifuldt fællesskab med plads til forskellighed, og med de glæder, udfordringer, muligheder og styrker det indebærer.

Et fælles vilkår for os alle i dag er det nok, at vi har lidt sommerfugle i maven, over alt det nye og uvisse der skal ske, men I skal vide, at vi gør alt, hvad vi kan for at skabe nogle rammer og rum, hvori I kan være trygge og føle jer hjemme.

I sommerferien læste jeg en nyudkommet bog, som gjorde et dybt indtryk på mig. Alene titlen: “Altid allerede elsket”. Den handler om rigtig mange ting: Om tro, om musik, om kunst, om at skabe, om ånd, om kærlighed, om taknemmelighed og meget andet. Altid allerede elsket, prøv engang at sige det eller tænke det.

Tænk, hvis vi kunne skabe det rum, hvor alle har følelsen af at være altid allerede elsket. At alle har oplevelsen af at have en værdi fordi man er lige præcis det menneske man er. At man føler sig accepteret, anerkendt, set og ja, elsket. Det kunne jeg godt tænke mig!

Bogen er fortalt af musikeren og forfatteren Peter Bastian til forfatteren Tor Nørretranders halvanden uge før Peter Bastian døde her i foråret. En næsten 5 timers samtale mellem de to livslange venner, som Tor bagefter nedskriver og gør dét for sin ven Peter, som ellers ikke kunne have ladet sig gøre; at han får skrevet sin sidste bog. Et vidnesbyrd om et langt og berigende venskab og om at gøre noget fuldstændigt afgørende for et andet menneske.

Det fik mig til at hive en bog ned fra hylden, som er skrevet for 6 år siden af netop Thor Nørretranders sammen med Søren Hermansen, lederen af Samsø Energiakademi. Bogen hedder: “Fælledskab” ikke fællesskab, som vi kender, men med d – fælledskab. Det er et gammelt ord for fællesskab, som ikke bruges mere, men som indeholder ordet fælled, som er alt det vi er fælles om eller burde være. Fælleder er fælles ressourcer, som deles mellem mennesker. Alle har lige adgang, ingen har ejerskab og kontrol, man deler fælleden. Det kan være en græsmark, hvor kvæget græsser; et lufthav alle ånder af eller et hav fuld af fisk og et sprog fuld af ord. Afgørende for, at det er en fælled er, at det er fælles. Ikke nogens, men fælles.

Man kunne sige at alt det vigtige i livet er det vi er fælles om: kærlighed, sprog, natur.

I forordet til bogen står der:

Fællesskaber er som børn: Vidunderlige, livgivende og udviklende. Men samtidig også øretæveindbydende, trælse og besværlige. Ikke meget andet end børn og fællesskaber kan fylde én med den selvfølgelige følelse af, at livet giver mening alene ved at blive levet. Omvendt er der heller ikke meget andet, der kan efterlade én med samme fortvivlende udmattelse og lyst til bare at være i fred.

Men det går ikke uden. Heldigvis. Måske koster det på den korte bane med alt det, der skal investeres i børn og i fællesskaber, men i det lange løb rummer de fremtid, udvikling og livsglæde i sig.

Man mister noget af kontrollen over sit liv, men får til gengæld foræret en masse leg, lykke og læring. Det kan godt være at hverken børn eller fællesskaber bliver mere livsbekræftende af at blive voksne, men undervejs er de selve livets gnist.

Sådan lyder det i forordet, og i den verden vi lever i idag er det ved at være lysende klart, at vi har brug for stærke fællesskaber for at løse de udfordringer foran os, både set i et bæredygtigt og mellemmenneskeligt perspektiv.

På indgangen til dette skoleår glæder jeg mig helt personligt til at bygge et fællesskab op sammen med alle jer. Nok vil det kræve noget af os, og at vi alle tager ansvaret, så godt som vi kan, for at det lykkes, men jeg er ganske sikker på at vi alle vil opleve livsglæden, skabertrangen og styrken – livets gnist.

Om en måned udkommer en bog der hedder “Gå glip”, som forfatteren og professoren Svend Brinkmann har skrevet. Den handler bl.a om problemerne ved begrebet I måske kender “FOMO” – fear of missing out. At vi bærer en frygt i os for at gå glip af noget. Brinkmann snakker i stedet for om “JOMO” – Joy of missing out – glæden ved at gå glip af. For ens umiddelbare indskydelse kan jo godt være, at man skal have det hele med, og at man føler det kan blive fatalt, hvis man ikke får det.

Men man kunne også vende det om og sige: heldigvis får vi ikke det hele med! Med de briller eller det perspektiv efterlader det måske os med forundringen over hvad der mon skete, eller nysgerrigheden på hvad der skal ske, også der hvor man ikke er med. Dét kan ofte udgøre selve kimen for den gode og optagede samtale, hvor man lærer den anden og sig selv at kende. Hvor man lærer hinanden at kende.

Måske skal vi huske hinanden på, at man kan glædes over alt det man oplever og får med, men også I lige så høj grad glædes over at høre, hvad de andre har oplevet og fået med. Og huske på ikke kun at opleve, men også at leve.

På den måde bliver vi ikke bare klogere på hinanden, men måske også på os selv – igennem den anden – hinanden.

Som det hed i et sommerinterview med netop Brinkmann “Dannelse handler om at komme væk fra sig selv – for at kunne komme tilbage til sig selv – At mærke verden istedet for at mærke sig selv hele tiden”.

Jeg plejer at formulere det således: at dannelsen som menneske handler om at kunne bringe sig selv og sit forhold til omverdenen i orden – og i overskud. Det er i hvert fald vores håb, at I i løbet af året vil opleve, at det lykkes for jer, som mennesker og som fællesskab.

Brinkmann skriver også om at vi nogle gange bliver fortalt, at vi selv kan vælge at være lykkelige, så vi bebrejder os selv hvis vi ikke er det og derfor kommer til evigt at stræbe efter lykken.

Men man kan ikke vælge at være lykkelig, ligesom man ikke kan vælge at være forelsket. Men man kan stræbe efter at leve på en måde, der rækker ud over ens egne behov, og da kan lykken indimellem komme en i møde.

Lykken er nok en lejlighedvis sidegevinst ved at gøre væsentlige ting i et forsøg på at leve op til sine forpligtelser.

At gøre noget der menings- og betydningsfuldt for én

Måske har Brinkmann læst Benny Andersen for han skrev noget lignende tilbage i 1964, altså for mere end 50 år siden, i digtsamlingen “Den indre bowlerhat” i digtet “Lykken”

Der er noget særligt ved lykken

man kan blive helt glad når man møder den

men også beklemt

står lidt stille

lister sig så varsomt frem

som i et minefelt

og hver gang man sætter foden ned

uden at ryge i luften

glemmer man enten at nyde lykken

eller bliver sur over ikke at vide

hvor længe den varer

så når modgangen endelig melder sig

er det en lettelse

som om man er kommet i sikkerhed

det er nu skammeligt

for der er noget særligt ved lykken

som man ellers ikke møder

måske ligger fejlen dér

man kender for lidt til den

burde sætte sig mere ind i den

jeg tror det er en træningssag

Vi kommer også helt sikkert til at snakke om, hvad I tænker lykken er for en størrelse, og hvad den fylder, og skal fylde for jer – og for os – som mennesker. Og forhåbentlig glimtvis opleve den, formodentlig når vi mindst venter det. Livet, glæden og lykken er ikke det værste vi har, som vi sang indledningsvist sammen med Benny Andersen, og om lidt er kaffen klar. Skål i kaffe!

I min familie læser vi meget for hinanden. Det startede i virkeligheden helt tilbage med godnatlæsning, da jeg var helt lille, men ellers da min kone, Dorthe og jeg læste “Brødrene Løvehjerte” højt for hinanden, da vi lige var blevet kærester. Det lyder måske lidt mærkeligt, indrømmet, men nu ved I det, og I skal ikke sige det til nogen. Sidenhen har vi læst for vores børn og de for os og så fremdeles. Senest læste Dorthe højt for mig i bilen fra Hella Joofs nye bog “Papmachereglen”, og der gled en passage, fra det hun kalder “reglen om resten” lige ind hos mig. Hun skriver med med både humor, glimt i øjet og en smule overdrivelse følgende:

Og i skolen er det ikke nok at være et mirakel bare fordi man er født. Der skal man være: Den dygtigste, den pæneste, den sjoveste, den flittigste og den klogeste. Man skal være den STE. Og det kan vi jo af gode grunde ikke alle sammen være. Det er en pyramideformet konstruktion. Der er få på toppen og så er der “resten” nederst.

Og man ser, at der er nogle, der går ubekymrede fløjtende gennem deres skoletid i den rigtige klike, som de er den uinteresserede leder af. Og man har selv hugget begge hæle og klippet samtlige tæer af for at passe ind, men man bliver aldrig den populæreste.

Men man finder ud af, at man er god til engelsk, og får ros og kommer med i hulen, og så kommer der en ny pige i klassen, der taler perfekt engelsk, fordi hendes forældre har været udstationeret i Tanzania. Og så røg den STE til engelsk. Og i puberteten er der nogle, der kan spise alle de pomfritter, de orker, uden at tage på, og selv kæmper man med en røv, der vokser ud over alle bredder, fordi man har en speciel gensammensætning, der gør, at man tager på af luft. Man bliver aldrig den tyndeste.

Og nogle får høje karakterer uden at læse lektier, fordi de bare er superintelligente, og andre knokler sig til et syvtal – på den gamle skala, vel at mærke (alt i mit liv kører efter den gamle skala). Der er nogle der er de STE og så er der resten.

Og man kunne blive ved. Den lykkeligste, den største, den bedste.

Og selvfølgelig er det helt i orden at være den ste, for at blive i Hella Joofs sprog, men man skal ikke blive ked af det og bebrejde sig selv, hvis man ikke er det, eller når man ikke er det længere. Det er mit håb, at det ikke bliver det primære eller det styrende. Selvfølgelig må man gerne være dygtig, klog og sjov. Selvfølgelig må man gerne have ambitioner og gøre sig umage, blive bedre og dygtigere og måske den bedste version af sig selv fra tid til anden, men det er mindst lige så vigtigt  at have lyst, håb og drømme – og være den man er.

Med alle de bøger jeg har nævnt for jer her, kunne I godt tro, at jeg ikke laver andet end at læse bøger i min sommerferie. Det er nu ikke helt rigtigt, men det vil I sikkert finde ud af som året skrider frem og vi lærer hinanden at kende. Jeg og alle os på Eriksminde glæder os i hvert fald til at lære jer og jeres liv at kende. Vi glæder os til undervisningen. Vi glæder os til samtalerne. Vi glæder os til at skabe sammen med jer. Vi glæder os til at få en fælles hverdag sammen. Vi glæder os til at være nysgerrige og at forundres sammen med jer.

Vi glæder os til at I vil udnytte skolens muligheder, og til at I vil leve jeres ungdomsliv og være i de sociale sammenhænge, indenfor de rammer der er sat af skolen naturligvis. Vi glæder os.

Til jer forældre vil jeg sige, at de fleste af os, der er her på Eriksminde, selv har børn, og at vi ved, at den kærlighed forældre har til deres børn er betingelsesløs og livslang. Når I om en times tid forlader skolen, skal den kærlighed leve på afstand. Det kan naturligvis afføde en vis ængstelse, bekymring og spørgsmål om det hele nu kommer til at gå godt for jeres datter eller søn. Vi kan ikke erstatte denne kærlighed, men jeg vil love jer, at vi vil gøre vores ypperste for at supplere og understøtte den. Det er også her i vores opgave består, og vi vil tage den på os med stor ydmyghed og alvor.

Den første tid, hvor alt er nyt, kan måske virke lidt utryg. Men tag det bare stille og roligt og lad tingene gro i den hastighed, der er naturlig – så vil I hurtigt komme til at føle jer hjemme.

Det er vigtigt for mig også at sige, at hvis der er noget der er svært, noget der bekymrer jer eller I bare har lyst til at snakke, både her i den første tid og senere hen, så er det vigtigt at I kommer til os. Vi har altid tid og lyst til at snakke med jer. Vi vil også holde et vågent og omsorgsfuldt øje med jer hver især, for at se om I trives og har det godt.

Endnu engang velkommen til jeres skoleår på Eriksminde – Vi ønsker alt det bedste for det!