16-17 Tale ved start

Kære allesammen! Velkommen til Eriksminde.

Jeg vil gerne starte med at byde jer alle hjerteligt velkommen til skolen og til starten på skoleåret 2016/2017

En særlig velkomst skal lyde til jer elever, som vi glæder os til at lære at kende, og som vi i årets løb kommer tæt på. Vi har glædet os til, at I skulle komme, og til at I flytter ind på skolen og bliver dem, der skaber det liv og den kraft som skolen skal bestå af. En skole er uendeligt lidt uden jer, og derfor er det vigtigt, at I er her idag, og dermed bliver en del af Eriksmindes historie og fortælling. I skal vide, at det er et betydningsfuldt møde, vi har i dag, og jeg håber meget, at det år vi skal leve sammen her, vil sætte sig spor i jeres liv.

Vi håber I vil møde skolen og det den står for med tillid, åbenhed og nysgerrighed, så vi i fællesskab kan skabe et positivt rum for den forskellighed og mangfoldighed vi alle består af.

Jeg håber I er blevet vist til rette på jeres værelser og er klar til at møde den glæde og den udfordring, det er at skulle bo tæt sammen med et eller flere mennesker det kommende år.

Fælles for os alle, er det nok, at vi er spændte og måske en kende nervøse over alt det nye som skal ske, men I skal vide, at vi her skaber et rum, som I kan være ganske trygge ved, og jeg er overbevist om at I meget hurtigt kommer til at føle jer hjemme her på Eriksminde.

I de seneste uger har der været en del skriveri om uddannelses-

systemet og  uddannelseskulturen i de danske aviser. Censorer påpeger at en nulfejls- og korrekthedskultur har kvalt kreativiteten, og at det kun handler om at få topkarakterer, som det nuværende karakter-

system belønner dem, der ikke laver fejl, med. Det kan vi som samfund selvklart ikke være tjent med, og heldigvis er det heller ikke billedet alle steder.

Professor i social antropologi Rane Willerslev formulerer i den forbindelse, at det ikke nytter noget at have en uddannelseskultur, der lægger vægt på korrekthed frem for kreativ og innovativ tænkning. I stedet skulle man have en kultur, hvor man kan fejle produktivt.

For gode idéer og nyskabelser kræver at man eksperimenterer og går ad uprøvede veje uden at være bange for at fejle. At man ikke bare hovedløst, uinspireret og uden lyst reproprucerer det eksisterende.

Christen Kold skrev i midten af forrige århundrede:

“En undervisning, der skal opnå den hensigt at danne og beånde, må ikke melde sig med en forudlagt plan, en afstukken og afpælet vej, som børnene må følge til målet. Den må meget mere tage hensyn til børnene og navnligen til, hvad der inderlig glæder og opløfter dem, og som alene finder indgang hos dem. Hverken dannelse eller beåndelse kan påtvinges nogen; thi de forudsætter begge en frivillig modtagelse. Selv det allerubetydeligste, der virkelig modtages, har mere dannende kraft i sig end store masser af det allernyttigste og klogeste, der bliver påtvunget og altså kun kommer udenpå.”

Sagt med Grundtvigs ord: “ Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”.

I starter i dag på Eriksminde, som er et sted, hvor vi til alle tider bestræber os på at kunne undre os over livets store spørgsmål, at kunne bevare evnen til at kunne forundres, at kunne stille nye spørgsmål og finde nye vinkler på allerede kendte problemstillinger, begreber og udfordringer. Hvor nysgerrigheden, lysten og glæden til enhver tid er vigtige størrelser i både undervisningen og det almene liv, vi lever sammen med hinanden. Hvor vi ikke er bange for at fejle, og hvor vi glædes, når vi lykkes.

Et andet element i uddannelsesdebatten har været kvikbonussen, den ordning hvor man belønnes karaktermæssigt for at skynde sig videre i uddannelsessystemet. Det virker jo helt barokt, at man har lavet et system, hvor det handler om at skynde sig, og hvor man skal være bange for at begå fejl. Det gavner ingen mennesker, og i særdeleshed ikke unge mennesker.

Benny Andersen og Povl Dissing udgav for snart 20 år siden et album, givetvis med inspiration i den latinske paradoksale sætning: Festina Lente – Skynd dig langsomt.

På titelnummeret synger Povl Dissing, Benny Andersens ord:

“Tiden kræver tempo – fuld fart frem

alting sker i løbet af nul komma fem

Man lever efter denne hårde recept

få fingrene ud og lad det gå lidt tjept

Men vi vil meget hellere synge den sang som

som hylder fordelen ved at være langsom

Vi har det bedst, når vi falder i staver

og bare glor på hvad de andre laver

Mens alle styrter rundt og slår sig for panden

giver vi os tid til at snakke med hinanden”

Og sangen slutter med:

“Vores liv er ikke en hastesag – for i morgen er der endnu en dag”

Så når I nu i dag starter jeres efterskoleår på Eriksminde, er det på ingen måde for, at vi skal skynde os. Vi skal give os god tid til at tale sammen og til lære hinanden at kende. Vi skal give os god tid til at udforske fagene, det skabende, livet og alt det andet som et efterskoleår byder på.

Her i sommeren har jeg lyttet en del til bandet  “The minds of 99”. Frit oversat, sindene eller bevidsthederne fra 99. Selvom det kun er ganske få af jer, der er født i 1999, kunne jeg alligevel ikke lade være med at forbinde det med jer. Om ikke andet var de fleste af jer I i jeres forældres bevidsthed i 99. “The Minds of 99” er på mange måder en modpol til de dele af samfundet, der kræver at vi vækster og vokser, og at vi gør det på normeret tid. På det målbare Danmark. De insisterer igennem teksterne og musikken på, at vi skal have lov til at blive ved med at drømme. Og at vi i kampen om at blive til noget og om at være noget, måske glemmer at blive nogen – og at være nogen. Som de synger i “Stjerner på himlen”:

“Lad os være nogen
lige nu
ikke vent på nogen
man faktisk være nogen
stjerner på himlen”

Og måske også at være nogens? I nummeret “Hurtige hænder” lyder det:

“Jeg elsker den måde du er dig på

Bare jeg kendte dig”

Og det er også det, vi står på indgangen til i dag. At være nogen, at blive til nogen, og at været noget og nogen for en anden. Hinanden. At være nysgerrige og åbne overfor hinanden. At have lyst til at lære vidt forskellige mennesker at kende – og at lære at kende dem godt.

Asger Jorn, den danske billedkunstner, grafiker, keramiker, forfatter samt meget andet, kommer I her i løbet af året til at stifte bekendtskab med i forskellige sammenhænge. For Jorn var kunst et spørgsmål om at benytte kreativiteten til at gribe ind i verden. Kunsten skal udfordre vores forestillinger og normer og dermed skabe mulighed for at forstå verden på nye måder, og han forsvarede gennem hele sit virke et syn på kunsten som helt uadskillelig fra det sociale liv. Når han malede, skrev, vævede og modellerede, var det alt sammen et led i hans bestræbelse på at åbne beskuerens øjne for alternative verdensbilleder og dermed bane vejen for at skabe forandringer i den samfundsmæssige virkelighed.

I 1948 skrev Jorn i bogen “Magi og Skønne kunster” følgende: “Det kunstneriske er ikke et professionelt fænomen, men det præg af livsglæde, der sættes på vores tilværelse. Derfor er det eneste naturlige kunstneriske krav, vi må stille, ikke alene at kunsten bør laves af alle, men at alt hvad ethvert menneske fremstiller må i vort samfund være kunstnerisk.”

Det er mit håb, at I her på Eriksminde vil møde det kunstneriske, kreative og skabende på en sådan måde, at I får en ny forståelse af og for verden, samfundet, jer selv og hinanden. Således at I åbner jer for det ukendte, fremmede og anderledes.

At I møder noget, som I ikke vidste, I ville tabe jeres hjerte til. Både fagligt, kunstnerisk, personligt og menneskeligt, med livsglæde, virkelyst og skabertrang som trofaste følgesvende.

Og at I bliver gode til at leve, for som den nordjyske sanger, sangskriver og jeg får lyst til at sige “sit-down komiker”, Niels Hausgaard siger: “At være klog er at være god til at leve”

Til jer forældre vil jeg sige, at næsten alle os, der er her på Eriksminde, selv har børn, og at vi ved, at den kærlighed forældre har til deres børn er betingelsesløs og livslang. Når I om en times tid forlader skolen, skal den kærlighed leve på afstand. Det kan naturligvis afføde en vis ængstelse, bekymring og spørgsmål om det hele nu kommer til at gå godt for jeres datter eller søn. Vi kan ikke erstatte denne kærlighed, men jeg vil love jer, at vi vil gøre vores ypperste for at supplere og understøtte den. Det er også her i vores opgave består, og vi vil tage den på os med stor ydmyghed og alvor.

Til jer elever vil jeg sige, at vi glæder os meget til i år. Vi glæder os til undervisningen. Vi glæder os til samtalerne. Vi glæder os til at skabe sammen med jer. Vi glæder os til at få en fælles hverdag sammen. Vi glæder os til at være nysgerrige og at forundres sammen med jer. Vi glæder os til at I vil udnytte skolens muligheder, og til at I vil udfordre jeres ungdomsliv og de sociale sammenhænge, indenfor de rammer der er sat af skolen naturligvis. Vi glæder os.

Den første tid, hvor alt er nyt, kan måske virke lidt utryg. Men tag det bare stille og roligt og lad tingene gro i den hastighed, der er naturlig – så vil I hurtigt komme til at føle jer hjemme.

Det er vigtigt for mig også at sige, at hvis der er noget der er svært, noget der bekymrer jer eller I bare har lyst til at snakke, både her i den første tid og senere hen, så er det vigtigt at I kommer til os. Vi har altid tid og lyst til at snakke med jer. Vi vil også holde et vågent øje med jer hver især, for at se om I trives og har det godt.

Endnu engang velkommen til jeres skoleår på Eriksminde – Vi ønsker alt det bedste for det!