16-17 Tale ved afslutningen

Tale ved afslutningen
2016-2017
24. juni 2017
v/ Søren Møllgaard Kristensen

Da forfatteren Knud Romer var barn, var det bedste han vidste, hans mormors gullash. Han elskede at se hende stå i køkkenet med knive, potter og pander og stege flæsk og løg med luften fuld af krydderier, som kildrede i næsen og fik en til at nyse. En vellugt uden lige, som så, når retten endelig blev serveret, eksploderede i munden på en af smagsindtryk, der gik dybere og dybere og ikke holdt op. Som om man havde været på en lang rejse, langt væk, og når man glødende i hovedet landede tilbage i stuen, var det eneste man ville at have mere og mere. Mormorens gullash var helt uimodståelig, og der blev kun reddet en lille rest, fordi hun fjernede gryden fra bordet og stillede den ud i køleskabet med et klæde over. I bogen “Den som blinker er bange for døden” skriver han:

Dér stod den, og jeg tænkte ikke på andet og blev mere og mere sulten. Lige så snart mor var ude af døren og gik i byen med mormor, løb jeg ud i køkkenet og kikkede på gryden i køleskabet. Der var en portion tilovers, og jeg stak fingeren i, og gullaschen smagte bedre end nogensinde og førte en hele vejen tilbage til oldemor, som stegte flæsk og løg i gryden for 100 år siden Lydia Matthes. Hun kom paprika og purerede tomater og hvidløg i – ingefær og enebær og kommen – og når det var brændende varmt, hældte hun rødvinen i og oksefonden. Langsomt byggede oldemor gullaschen op og lod den simre i timevis og koge ind, indtil kødet var mørt. Hun gemte en portion og brugte den som kraft, og sådan voksede den i smagen og blev rigere med årene, og mormor overtog gryden og gjorde som hende og sørgede for, at der altid var en smule tilbage til den næste omgang gullasch.

Gryden var sort og tung og lavet af jern, og den var nær gået tabt ved krigsslutningen. Mormor og Papa Schneider måtte flygte fra Kleinwanzleben, fordi de russiske tropper var på vej, og de nåede kun at rulle malerierne sammen og grave vinen ned og låse dørene. Så kom englænderne og evakuerede dem. De kørte af sted i lastvognene med sukkerroefrø, som Papa Schneider avlede og som ikke måtte falde i hænderne på kommunisterne. Han kunne ikke tage noget med – ud over det spejlreflekskamera, som han smuglede under frakken. Gryden blev stående tilbage med kraften, og de havde mistet den sammen med alt det andet, hvis det ikke havde være for mor.

Mor havde forladt Berlin i 1942 og var stukket af til Østrig. De havde ikke hørt fra hende længe, og mormor var syg af bekymring og vidste ikke, om hun var levende eller død. Hun gemte sig for krigen og nazisterne på et bjerg i Steiermark, hvor hun boede i et kloster og spiste kartofler og holdt ud i en vinter og en sommer og en vinter til, mens hun ventede på, at det hele var overstået. Det stod klart for hende i de sidste måneder af krigen, at Elben udgjorde skillelinjen, og Kleinwanzleben lå på den forkerte side og blev besat af russerne, det gjaldt om at flygte i en fart! Hun forsøgte at kontakte familien og advare dem, men det var for sent – alle linjer var døde. Mor tog sig til hjertet, og så besluttede hun sig for at komme dem til undsætning og rejse hjem.

Hun satte sig på det første, det bedste tog fra Graz, og ingen vidste, om det kørte, og slet ikke, om det nåede frem. Det meste af jernbanenettet var brudt sammen, og det der var tilbage, blev angrebet ustandselig. De kørte i en time eller to, så bremsede toget, og alle hoppede ud og kastede sig i grøften. Flyene styrtede ned over dem og skød mod toget og smed bomber –  og bagefter var det op igen og hurtig videre så mange kilometer som muligt, inden der var nye luftangreb. De kørte østpå, fordi der var skinner, og det var i den forkerte retning og gik mod Prag, og mor steg om og fik et tog, der havde endestation det værste sted på jorden: Berlin. Efter en uge havde hun krydset Ungarn og Tjekkoslovakiet og trådt ud af en gennemhullet wagon og stod på Anhalter Bahnhof. Det eneste, hun tænkte på, var at komme væk, og hun løb for livet og greb chancen og steg på det sidste tog, som nåede ud af byen, og bag hende sprang Berlin i luften.

Det var et mirakel, at mor ankom til Magdeburg i live. Det var midt i fronten, og de amerikanske tropper stod på den ene side, de tyske tropper stod på den anden side, og bomberne regnede over byen. Der var 5 kilometer til Kleinwanzleben, og mor var ved at falde om af slut og udmattelse. Hun stjal en cykel og kørte ud af landevejen i en tordenstorm af eksplosioner, og for enden af hendes kræfter lå huset på Breite Weg. Hun løb op ad trapperne, døren var låst, hun bankede på ruderne, der var ingen, det var tomt. Hun kravlede ind ad kældervinduet og gik rundt og kaldte på dem – det var tydeligt, at de var flygtet over hals og hoved – og mor håbede det bedste og kunne ikke holde sig på benene længere og satte sig tungt i køkkenet. Så kom hun i tanke om gullaschen.

Hun åbnede døren til bryggerset, gryden stod, som den var blevet efterladt et par dage før. Den duftede som Tusind og en nat og Paradisets Have og lokkede en nærmere og førte ens hånd ned i skeen, man drømte allerede og kunne ikke gøre modstand og gjorde det eneste, man ville, og det var at spise – og mor lagde låget på. Hvis hun gav efter nu og spiste resten, var det forbi, og kraften ville være tabt for altid. Selvom sulten rasede i hende, tog hun gryden under armen og satte den på bagagebæreren og cyklede ud til den tyske hær for at bringe sig i sikkerhed og finde familien og give gryden tilbage til mormor.

Sådan gik det til, at mormor kunne forsætte med at servere en gullasch, som var 100 år gammel, og den smagte sødere og stærkere for hver eneste bid, jeg listede i mig. Jeg var så opslugt af at spise, at jeg ikke hørte døren gå, og fik et chok, da mor pludselig stod i køkkenet og skreg, ”was tust du!” Hun stirrede med vilde øjne på skeen, som jeg holdt i hånden – jeg havde skrabet bunden for at få det hele med –  og det gik op for mig, hvad jeg havde gjort, og der var ingen ende på skrækken og skammen, men der var ikke noget at gøre ved det, sket er sket. Jeg smilede undskyldende med gullasch i hele hovedet og kiggede på mor og kiggede på skeen og bad til, at hun ville tilgive mig, og så åbnede jeg munden og spiste op.

I har hver især i jeres respektive liv været i gang med at lave en fond, som i stedet for krydderier, kød og grøntsager bl.a. består af oplevelser, mennesker, tanker og indtryk. Og i år kan vi sige, at vi har lavet en fælles gullasch med allehånde forskellige smagsindtryk og ingredienser. En ret som vi har spist af, fået næring fra, justeret i smagen, hvis den blev for besk, og retten har simret og er blevet bedre og bedre. Kødet har mørnet og smagsindtrykkene er blevet mere sammenhængende og dybere. Og den har fået sin uimodståelige smag og er blevet til den ret, den er, fordi I lige præcis er de mennesker I er. Til tider har det været legende let. Til tider har det været hårdt og krævet meget af os alle. Men den har været næret af jeres opmærksomhed, jeres nærvær, jeres nysgerrighed, jeres evne til at kunne forundres og stille spørgsmål og søge svar, jeres skabertrang og jeres livsglæde. Jeg håber, I vil tage lidt af den store ret med hver især og putte i jeres gryde og ikke falde for fristelsen til at skrabe og slikke bunden og spise den op. Tage en fond med til den eller de fremtidige retter, I skal lave. Livretter eller livsretter kunne man sige. At I vil bære året i år med jer i jeres fremtidige liv, med en vished om, at I altid ville kunne tanke op hos hinanden eller hos os her på Eriksminde og i oplevelserne, erindringerne, erfaringerne og kundskaberne, I har fået med herfra.

Et citat, som I alle har hørt enten et uddrag fra eller i sin fulde længde i løbet af i år, er dette citat af den danske filosof K. E. Løgstrup:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Her for et par måneder siden var vi heldige at have besøg af tidligere biskop Kjeld Holm. Han skrev i januar et debatindlæg under overskriften “Det handler om rigtige mennesker”. I forbindelse med debatten om vi skulle modtage 500 kvoteflygtninge, blev der fremført et argumentet, der gik på, hvad vi så skulle gøre med flygtning nummer 501, hvis vi tog imod 500, med den underliggende præmis, at det hverken gør til eller fra at hjælpe, når problemet nu er så stort. Til det skrev Kjeld Holm:

“For år tilbage havde jeg en samtale med en yngre dansk kvinde, der havde oprettet et hostel for cirka 10 piger i Indien. Jeg spurgte hende, om det ikke blot var en dråbe i havet, hvortil hun svarede: Jo, naturligvis, men den som dråben falder på, opdager ikke, at det kun er en dråbe; for hende kan det være forskellen på himmel og helvede”

Jeg håber og føler mig fuldstændig overbevist om, at I vil lade det dryppe ud over mennesker I møder på jeres vej, ligesom I har gjort her. Og at I vil lade jer ramme af dråberne, når nogle drypper ud over jer.

Jeg ved, at I vil holde andre menneskers liv i jeres hænder – og at I vil have tillid til, at de holder jer. At I vil vække stemninger i stedet for at få dem til at visne, og at I vil have modet til at gå imod de mennesker I måske vil møde på jeres vej, der vil noget andet. Det har I vist i år, at I både kan, tør og magter.

Da vi i Danmark i marts blev et rigt menneske fattigere, idet musikeren og forfatteren Peter Bastian døde, fortalte jeg jer, at han havde sagt, at der findes to slags mennesker. Dem der er optaget af det de ved, og dem der er optaget af det de ikke ved. Jeg vil mene at Peter Bastian var af den sidste slags, og jeg vil håbe at I også vil insistere på at være det i fremtiden. I det ligger nemlig en indbygget åbenhed, nysgerrighed og forundring over for tilværelsen, som er en drivkraft, der kan bringe en langt.

I ved at jeg ofte bærer en t-shirt, hvor der på brystet står horisontal og på ryggen står vertikal. Det er Peter Bastians begreber, hvor det horisontale har at gøre med det ligeværdige møde mellem mennesker, og hvordan man har det. Det vertikale har dermed at gøre med noget mere hierakisk, hvor man lærer af mennesker, der givetvis er dygtigere end en selv og derigennem udvikler håndværksmæssige evner, tanker, færdigheder, kundskaber og meget andet. Selvfølgelig altid, hvor den dobbelte tillid er til stede. At man har tillid til, at det menneske der står overfor en kan lære en noget og vil en det godt, og at det andet menneske har tillid til at man har lyst og vilje til at ville lære.

Men når man bærer det på bryst og ryg opstår der et mellemrum imellem begreberne, som jeg vil kalde dybden. Der hvor hjertet sidder – og banker. For jeg tror på, at det er vigtigt, at man, i alt hvad man foretager sig, husker at have hjertet med. Som Frank Jæger skriver i “Vi der valgte regnen”, som vi har sunget mange gange i år, så “får vi regnen, natten, landet trykket ind i vores hjertet, mens vi går.”

Og endnu engang med Grundtvigs ord: … “og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.”

I starten af skoleåret havde vi en lille delegation afsted til “Ungdommens Folkemøde” i København, hvor 20.000 andre unge også deltog. En af hovedpersonerne bag dette arrangement var filosoffen Olav Hesseldahl. En af hovedårsagerne til at lave arrangementet var ifølge ham, at vi ikke kan finde ud af at drømme. Det er ikke nødvendigvis vores egen skyld. Men det er vores – endog meget vigtige – opgave, at vi lærer det, at vi finder inspirationen, overskuddet og lysten til at drømme. Drømme stort. Drømme vildt. Drømme udover skolebænken og arbejdspladsen.

For drømmene er vigtige. Og det bliver tydeligst, når de udebliver. For hvad sker der med os, når vi ikke længere drømmer på egne, andres og hele samfundets vegne? For drømmene er det, der gør os til hele mennesker. Drømmene giver os perspektiv i livet. Og drømmer vi i fællesskab, kan vi rykke hele samfundet.

Lige efter Folkemødet læste jeg følgende citat af Olav Hesseldahl:

“Jeg oplever, at mange unge sætter hele deres liv ovenpå, hvad de er uddannet som eller i gang med at uddanne sig til. Og det er jo meget naturligt, det er en krog at hænge folk op på, men jeg tror også, det er farligt. Mange unge sætter alt på én hest og glemmer at dykke ned i livets mange facetter. Du må ikke tro, at du vælger hele dit liv, når du vælger din uddannelse.”

For næsten 20 år siden fik jeg det bedste råd, jeg nogensinde har fået – endda i julegave – af en af mine bedste venner, som lige præcis handler om at vælge og om at drømme, som jeg gerne vil dele med jer. I brevet, som gaven bestod af, stod der:

Hej Søren

Med baggrund i alle de svære beslutninger, du haft svært ved at træffe i år, kunne jeg ikke lade være med at give dig et godt råd i julegave. Med lidt inspiration fra Anders Lund Madsen (som på daværende tidspunkt havde et program der hed “Platmand”, hvor han kastede en femmer op over et Danmarkskort og tog derhen, hvor mønten landede, red.) og meget fra Piet Hein er det blevet til følgende.

Jeg håber det kan bruges. God jul

Brian

(en femkrone sat fast med tape)

Psykologisk Husråd af Piet Hein

Stejler man foran et vanskeligt valg

og vil ha’ det afgjort prompte,

er det et såre fornuftigt princip

at platte og krone om det

 

Ikke at valget skal ske pr. hasard,

imens man sidder og måber,

men: lige når mønten er kastet til vejrs,

så véd man præcis, hvad man håber

Få dage efter tilmeldte jeg mig som I ved en højskole, sagde mit job op som værkfører hos et tømrer- og snedkerfirma og startede en drømmerejse, som indtil videre har bragt mig hertil.

Jeg håber og ønsker for jer, at I vil huske jer selv og hinanden på at drømme. På egne, andres og hele samfundets vegne. At I vil tage valgene, der ligger foran jer som muligheder og ikke som åg. At I også vil følge lysten og hjertet og mærke hvad I håber mønten lander på.

Jeg ved i hvert fald, at I i den grad har taget det, som Finn Slumstrup for nyligt kaldte vores allerstørste drømmesamling, til jer. Nemlig Højskolesangbogen.

Hele året har I nydt at synge, og det er i særdeleshed kommet til udtryk de sidste par uger, hvor har vi sunget over 60 forskellige sange, som I har valgt. Det vidner om jeres alsidighed, jeres poetiske tæft, jeres sanglyst og – jeres evne til at drømme.

“…. og friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger”, som det indledningsvist lyder med Grundtvigs ord i højskolesangbogen. Jeg kan ikke erindre et elevhold, der som I har draget jeres åndefag, så dybt og frit i sang, som I har. Tak for sangene!

Om lidt bliver i noget, I ikke før har været, nemlig tidligere Eriksmindeelever. Men som det står på jeres trøjer er I Eriksmindebørn. Børn af Eriksminde med en evig tilknytning.

Jeg fik det billede, at I jo nærmest som nyfødte om lidt drager afsted herfra.

For en måned siden læste jeg til en mandagsmorgenhymne op fra Anders Matthesens sang “Gambatte Kudasai”, som er en sang til hans nyfødte søn. Gambatte Kudasai er japansk og er vanskeligt at oversætte, men betyder noget i retningen af: gør det bedste du kan og held og lykke. Her er mit vers til jer, og jeg synger det for jer – for i har sunget så meget for os:

Når du bliver voksen, skal jeg be’ dig om at elske

og elske mere, end dem der elskede før du kom

elsk dig selv, og elsk dit liv og elsk din kone

eller din mand, hvis det bliver den slags du synes om

husk din tilstand den er helt på eget ansvar

hvis bare du elsker, fuck om folk de elsker dig

smil lidt bredere end din nabo, spis dessert og råb da capo!

Elsk at leve,

gambatte kudasai

elsk at leve,

gambatte kudasai

Kære elever. Jeres efterskoleår er ved at være gået. Jeres tid på Eriksminde er ved at være gået. Tak for tilliden. Tak for samtalerne.  Tak for jeres nysgerrige optagethed. Tak for at I har åbnet jer for os. Tak for glæden. Tak for jeres skaberkraft. Tak for tårerne. Tak for livsmodet. Tak for alle jeres livsfortællinger.

Og til jer forældre: Tak for tilliden og opbakningen til os, og til hvad denne skole står for. Tak for at I for en stund har lånt os jeres allerdyrebareste. Tak for lån.

Med disse ord vil jeg gerne ønske jer allesammen en rigtig god sommerferie og held og lykke med det, I hver især skal i gang med. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå jer godt i jeres fremtidige færd. Gambatte kudasai! Elsk at leve – gør det bedste I kan – Held og lykke.

Tak for i år!