15-16 – Tale ved afslutningen

Tale ved afslutningen
på skoleåret 2015-2016

ved forstander Søren Møllgaard Kristensen

“En helt, det er en, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret.” Sådan skriver Jørgen Leth i sin bog “Mine helte – det uperfekte menneske 4”, som jeg citerede fra i min velkomsttale til jer i august. I årets løb er der to mennesker, som jævnligt er dukket op i min erindring, som kunne være nogle, der i virkeligheden nok er helte for mig.

Den ene hed Per, men blev aldrig kaldt andet end Pico. Pico, som både kan betyde bjergtop og ironisk nok også den lille, var det største menneske, jeg til dato har set. Han kørte altid små biler, som ret hurtigt blev meget sidehængte, og han har ganske givet været genstand for en del snakken i krogene, grundet hans størrelse. Jeg tror også selv jeg blev overrasket, da jeg så ham første gang som dreng. Men Pico var lige så god, som han var stor.

Udover at være en blændende sportsjournalist og redaktør havde han også et meget stort hjerte. For over 20 år siden trænede vi en flok rigtig dygtige håndbolddrenge fra de var 14 – 17 år sammen. Men for Picos vedkommende var det mere end bare at være træner. Martin, som var målmand og meget langfingret, det kan selvfølgelig være en fordel, når man er målmand, men det skabte ham mange problemer i alle andre sammenhænge, ham hentede og kørte Pico næsten hver dag til og fra hans læreplads i Aalborg, hvor Pico også selv arbejdede og hjalp på den måde til med, at Martin fik sin uddannelse og klarede sig igennem sin læretid.

En anden spiller, Anders, var startet på gymnasiet, hvor det med afleveringerne, kneb noget mere, end hvad der var almindeligt. Anders mødte to gange om ugen, hjemme hos Pico og skrev danske og engelske stile, afleveringer i historie og samfundsfag med meget mere. I starten var det nok Pico, der førte pennen mest, men Anders kunne se at det hjalp, og tog selv fuldstændigt over endda i en sådan grad, at han i dag er uddannet fra universitetet og underviser som gymnasielærer.

Martin er en af Danmarks bedste svejsere og de har begge børn og familie og lever i bedste velgående, også selvom det ikke var lige det, der lå først for.

For mit eget vedkommende kom Pico en dag, da han kunne se at jeg stod med nogle vanskelige valg i min tilværelse og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at komme med ud på sportsredaktionen på det, der dengang hed Vendsyssel Tidende, i dag Nordjyske, og få mig et lille bijob. Jeg sagde ja tak og startede med at ringe rundt og få resultaterne fra diverse sportskampe, og Pico kunne se, at jeg havde flair for at spørge folk om, hvordan kampene var gået og blev ret hurtigt sat til at skrive små kampreferater til sportssektionen. Det gav mig en fornemmelse for, at der var andre ting i livet, jeg også kunne kaste mig over. Hvilket jeg gjorde kort tid efter, som I ved.

Pico fik mig til at se og forstå, at det er vigtigt at kigge igennem de vanskeligheder mennesker kan have, og se de muligheder og potentialer vi alle indeholder. At næsten alle mennesker kan have brug for hjælp, og at det kan være meget afgørende, at man får den. Og at tilbyde den ganske uegennyttigt, som Pico gjorde det for rigtig mange mennesker, har sat sig dybe, gode spor i mig.

Et andet menneske, som jeg også vil betegne som en helt fra mit liv er Ole. Ole var mestersvend, hvor jeg stod i lære, og han er ubetinget den dygtigste snedker, jeg har mødt, med en stor faglig stolthed og en sjældent set evne til at beånde arbejdet og håndværket og for at lære fra sig. Men han var også et helt specielt menneske, der evnede at møde alle sine medmennesker ligeværdigt med oprigtig interesse og indlevelse.

Da jeg stod i lære var jeg ikke den bedste til at komme op om morgenen i starten, specielt ikke om fredagen. Men Ole lagde vejen forbi, når han hentede materialer, så vores mester intet opdagede, og fik mig til at forstå, at jeg ikke kunne undværes, og at alle betyder noget, når man skal løse opgaver sammen. Når vi arbejdede sammen, var det altid et ufravigelig princip for Ole, at vi skulle dele overskuddet lige imellem os, selvom jeg kun var lærling. Og Ole inviterede mig med til guitaraftener sammen med sine venner, så mine fingre bulnede af at spille ustemt d-dur akkorder en hel aften. Og han tog mig med på vandretur i Norge og alt muligt andet. Man kunne tydeligt mærke på Ole, at man var noget værd, fordi man var lige præcis, den man var.

Begge var de mennesker, der med Jørgen Leths ord stod og lyste i mørket og kunne noget særligt. Og gjorde et stort indtryk på mig.

Jeg håber meget, at I har stødt på helte i jeres liv både før og under jeres tid på Eriksminde, og at vil støde på dem i tiden, der kommer – og  endda selv blive til en for andre. For alle fortjener at have helte – og også at være en. Om ikke andet bare for en dag. We could be heroes, just for one day – som Bowie sang.

Jeg håber også, at i har oplevet det, jeg oplevede hos Ole og Pico: at blive mødt som ligeværdige, at have værdi fordi I er lige præcis dem I er, at jeres potentialer og iboende muligheder er blevet set og udfoldet, at I har fået hjælp og givet den til andre, at I er blevet inspireret og har inspireret andre, og at I har oplevet, hvor meget vi kan, når vi gør tingene sammen. Og hvor meget I kan sammen.

Det at være sammen om noget kan ofte udvikle sig, til det vi kalder venskab, og som ifølge de gamle grækere er noget af det allermest væsentlige og nødvendige i livet, hvor mennesker kan nå større indsigt i sig selv gennem mødet med hinanden, og hvor interessen, nysgerrigheden og lysten til at dele tingene med hinanden er en ressource, der er med til at udvikle os som mennesker. En dannelsesproces, hvor du ikke kun lærer noget om dig selv, men også lærer at omgås andre med respekt, tillid og åbenhed.

Vi kan i dag ofte få indtrykket af at vores værdier samfundsmæssigt set har at gøre med arbejde, produktion og konkurrence. Alt det som venskabet ikke står for. Venskabet er snarere som fri leg, ganske uproduktivt, set ud fra kapitalistiske termer, og venner går i stedet sammen for at hjælpe hinanden og dele med hinanden.

Filosoffen og idehistorikeren Jonas Holst, der har skrevet bogen “Venskab” tager et sted afsæt i Tolkiens romantrilogi “Ringenes Herre”:

“Venskabet mellem troldmanden Gandalf og hobitten Bilbo bliver virkelig sat på prøve på grund af ringens stærke og ødelæggende kræfter. Men deres venskab overlever. Ikke mindst fordi de har kendt hinanden længe og oplevet så meget sammen, at de har fået opbygget en helt grundlæggende tillid til hinanden og derfor kan modstå de farer, der kommer. På den måde viser Tolkien os også, at venskabet kan være den kraft, der sikrer, at vi sammen og hver især får ekstra styrke til at klare os i livet.”

I venskabet kan vi også bevare vores forskellighed og blive klogere på den anden og på os selv. Det har I i høj grad formået. I har lyttet og spurgt samt været åbne og nysgerrige overfor hinanden. I har delt følelser, erfaringer og tanker i en åbenhjertig dialog. I har ikke gjort hinanden til genstande, men set hinanden i stedet for at se på hinanden. Og på den måde er vi gået fra mellemmenneskelighed til medmenneskelighed. Noget vi i den grad kunne bruge meget mere af, rent samfundsmæssigt set.

For ti år siden fik jeg en bog af min kære moder, det er hende med julebrevet, husker I? Bogen hedder “Faxerier” og består af faxer sendt fra Halfdan Rasmussen til Johannes Møllehave i de sidste 3 år af Halfdans liv. Faxerne indeholder foruden masser af humor både tanker og følelser, der vidner om deres livslange og tætte venskab. Et sted skriver Halfdan til Møllehave: “ I øvrigt beundrer jeg, og undres over, din belæsthed, viden, hukommelse, virketrang, urokkelige uro, varme nærværelse – selv om du er langt borte – og utrolige evne til koncentration osv. Hvor køber man et sådant energianlæg? Skal vi splejse gener? Jeg er både en splejs og genert så det vil ikke genere mig at få et enkelt gen med næste fax.”

Jeg tror ikke der er nogen tvivl om at disse herrer både så hinanden som helte og venner. Ligesom jeg gjorde med Pico og Ole, og ligesom, jeg håber, I gør eller kommer til at gøre med hinanden.

Om lidt skal jeres venskab og jeres forbundethed til Eriksminde leve på afstand, men jeg er ikke i tvivl om, at I med glæde vil åbne døren for hinanden – også selvom der går en rum tid. I skal i hvert fald aldrig være i tvivl om, at døren til Eriksminde altid står vidt åben for jer alle. Til alle tider.

Jeg har ikke set eller talt med Pico eller Ole i de sidste 15 år. Pico døde desværre, fordi han også i fysisk forstand blev et for stort menneske og Oles og mine veje skiltes, da jeg flyttede fra min hjemstavn. Pico besøger jeg jævnligt og taknemmeligt i tankerne, men Ole skal jeg i hvert fald besøge her i sommeren der kommer, og for første gang fortælle ham, hvilken inspiration og betydning han har haft i mit liv. Jeg er sikker på at også hans dør er åben.

For 100 år siden lancerede  den tyske sociolog Max Weber en dyster profeti om at almendannelsen ville blive afviklet i det moderne samfund med ordene: “Vi ender som fagfolk uden ånd og nydelsesmennesker uden hjerte”. På samfundsplan kan han nok have en smule ret. Men hvis man kigger på jer, kære elever, tog han godt og grundigt fejl. Der er tendenser i samfundet til, at man specialiseres benhårdt, og som mennesker mest ses som arbejdskraft, hvor man kun tager sig af specifikke dele af tilværelsen. Underholdning, og det tiden bliver brugt på, kan også godt generelt påstås at være fordummende, passiviserende og uden personligt engagement. Men det gælder ikke for jer. Nok er i bragende dygtige i de faglige sammenhænge, men ånden og meningen er altid til stede som tro følgesvende. Og nok vil I nyde, men I har altid hjertet med. Det skal have betydning og relevans og det skal føles rigtigt. I slår aldrig tiden ihjel – I opliver den og bruger den meningsfuldt.

Her på Eriksminde har I brugt den til samværet, til at vi er kommet tættere på hinanden, til at vi har kunnet lære hinanden at kende, som de mennesker vi er, til at vi har kunnet kaste os over meningsfulde projekter, som har været båret af virkelyst, nysgerrighed, livsmod og skabertrang. I har kastet jer over Eriksminde med jeres hænder, jeres hoveder, jeres hjerter og jeres blikke og fornemmelse for hinanden.

Og i forhold til tiden, har den som fænomen fyldt en hel del i år til både morgensang, fortælling og i undervisningen. Men allermest måske i årets teaterstykke Mellemtider eller mellem tider. Forestillingen kunne godt stå som et billede på jeres efterskoleår, hvor I har formået kortvarigt at standse øjeblikket , hvor I har været til stede, rørt ved nuet og været nærværende, så det har sitret og dirret omkring jer.

Svend Aage Madsen skriver i romanen “Lad tiden gå” en lille vignet til det 2. kapitel: “Den uberørte Ida lod sig forføre af den erfarne Igor, og sammen avlede de Imorn” sagt med trykket lagt lidt anderledes: den uberørte i dag lod sig forføre af den erfarne i går og sammen avlede de i morgen.

Og den verden af i morgen, der venter jer, er en verden, hvor der er brug for at samfundet omstilles, og at der bliver taget hul på alle de nye muligheder den rummer. Der er brug for nye, langsigtede tanker, der rummer hele den mangfoldige verden både i det nære og det fjerne. Steen Hildebrandt har givet sit seneste essay titlen: “Fremtiden er nu”. Og fremtiden er jeres – den er vores.

I prinser og prinsesser fra Eriksminde. I Eriksmindebørn. Drag ud i verden og gør den til jeres. Påvirk den. Præg den. Skab den. Gør med den hvad I vil – for jeg ved, I vil det gode.

Kære elever. Jeres efterskoleår er ved at være gået. Jeres tid på Eriksminde er ved at være gået og skal til at blive til noget andet. Tak for tilliden. Tak for samtalerne. Tak for jeres nysgerrige optagethed. Tak for at I har åbnet jer for os. Tak for glæden. Tak for jeres skaberkraft. Tak for tårerne. Tak for sangene. Tak for livsmodet.

Og til jer forældre: Tak for tilliden og opbakningen til os, og til hvad denne skole står for. Tak for at I for en stund har lånt os jeres aller dyrebareste. Tak for lån.

Med disse ord vil jeg gerne ønske jer allesammen en rigtig god sommerferie og held og lykke med det, I hver især skal i gang med. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå jer godt i jeres fremtidige færd.

Tak for i år!