Tale ved afslutningen 14-15

Tale ved afslutningen
af skoleåret 2014-2015

v/ Søren Møllgaard Kristensen

Hver mandag morgen, eller næsten hver mandag morgen, har I elever fået en “Morgenhymne”. En mandags morgenhymne som kort fortalt består af et digt eller en tekst, der uden den store forklaring bliver læst op og får lov til at starte dagen og ugen på en forhåbentlig god, poetisk og tankevækkende måde. Som en fælles start med tankerum for den enkelte. Ordet “morgenhymne” er taget  direkte fra et Benny Andersen digt, der bærer samme titel, og som I hørte i starten af året. Digtet lyder sådan her:

”I dag skal der leves, folkens!
Vi er allerede i gang
startede tidligt i morges
vand i ansigtet
kaffe i halsen et rask skænderi
og lidt morgenavis.
Vi mangler stadig latteren
arbejdet
kærligheden
og et par måltider til
så mere kul på, folkens!
Nye ideer modtages gerne
Hvad med uden forklaring
at gi grønthandleren et kys
eller ta’ frakken omvendt på
Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til
og blomster til alle
hvem ved, en enkelt banan måske
Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud
hold kroppen i gang så den damper
thi hellere dampe end støve
Skriv tredive breve og plant et træ
efterlign et par fuglestemmer
tillæg din kone en frygtelig last
og tilgiv hende på stedet
det er alt sammen tegn på liv
Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner livstræt om
Brug store ord i massevis
overdriv for en gangs skyld:
Thi kendes for ret:
Du er dømt til at leve!
Du må ikke kassere din skæbne
tværtimod tage den på dig
Fyld den ud
som din hud!
Bid livet i låret
Find fremtiden frem
Rut med planer og visdomsord
for i dag skal der sørme leves!

I har i løbet af året i den grad efterlevet Benny Andersens “Morgenhymne”s bud. I har bidt livet i låret. I har fyldt livet ud. I har ruttet med planer og visdomsord. I har tillagt laster og tilgivet dem på stedet. I har vist os latteren, arbejdet og kærligheden. I har øst af hele jeres sjæl. I har øst af jeres opfindsomhed. I har brugt store ord i massevis. Og I har sørme levet! Tak for det!

I onsdags læste jeg følgende i en avis:

“Først efter flere timers snak fandt den unge fyr ind til, hvad han virkeligt drømte om. Indtil da havde han som alle de andre unge deltagere i »drømmeworkshoppen« på Roskilde Festival 2014 kun fisket mærkeligt profane drømme ud af underbevidstheden. Noget om at få en jobsikker uddannelse eller lande i en vellønnet stilling. Men et sted bag de håndgribelige livsmål dukkede den unge mands egentlige dagdrømmeri op:

»Jeg drømmer om en tid, hvor alle de ting, jeg godt kan lide at lave, ikke føles som skyldsprovokerende overspringshandlinger i det langsigtede projekt, som er min tilværelse,« skrev han med lidt drenget formskrift på linjeret papir.”

Ovenstående citat er hentet fra et interview med filosoffen Olav Hesseldahl, der blev bragt i Berlingske sidste tirsdag under overskriften: “Oprøret fra Generation fejlfri.” Interviewet kredser om, hvordan vilkårene for unge mennesker af i dag er præget af det, nogen så beskæmmende har valgt at kalde konkurrencestaten, hvor den evige konkurrence, målbarhed og styring huserer, således at livet for de unge er blevet et bevidst projekt, der skal lykkes, og hvis man drister sig til ansvarsløst at strejfe fra det målbart nyttige, så føler man både skyld og skam. Det kredser også om, hvor farligt det kan være, når unge mennesker ikke har mulighed for at øve sig og for at begå fejl. For at prøve noget af og ramme forkert. Og om at have muligheden for at tvivle.

Svend Åge Madsen, som jeg fortalte om i talen fra årets start, og som jeg har læst uddrag af fra “At fortælle menneskene” for jer i løbet af året, har også skrevet en roman der hedder “Genspejlet” eller génspejlet. I romanen kommer hovedpersonen, bevidsthedsbiologen og genforskeren Just, da han skal ringe til skat, ved en fejl til at ramme en forkert tast og får den dejligste kvinde Helena i røret, som senere bliver hans kone og moder til deres fælles datter. Senere forklarer Just sin datter, Simone princippet således: “Hvis naturen havde været ordentlig, regelmæssig, principfast ville vi aldrig været kommet nogen vegne, så havde vi stadig været amøber, hvis vi overhovedet var kommet så langt. Det hele ændrer sig – går fremad, er vi tilbøjelig til at hævde, degenerer vil den oprindelige amøbe formodentlig mene – takket være fejltagelser. Fordi naturen er sjusket, ufuldkommen, rodet, sløset, sker der uafladeligt fejl. Langt de fleste af dem er fjollede, ubrugelige, kassable. Nogle få er ligegyldige, acceptable.

Men sjældent indtræffer der en kikser, der ikke er så dum endda, måske endda anvendelig, eller ligefrem smart. Det er den slags brølere vi kalder fremskridt eller udvikling.”

Kære elever! I har i årets løb vist os, at I er ikke bange for at eksperimentere og prøve både fagene, materialerne, idéerne og relationerne af. I har turdet kaste jer ud i allehånde ting uden at kende udfaldet, velvidende at det ikke nødvendigvis ville blive perfekt i første forsøg. I har ligesom i Jørgen Leths film “Det perfekte menneske”, som de fleste af jer har set i år, bevæget jer fra det perfekte til det menneskelige. Fra ufejlbarlige individer i “generation fejlfri” til ægte, fejlbarlige, fantastiske medmenneskelige mennesker. For det er sådan man bliver bedre til alting – ikke mindst til at leve.

Ingen billedkunstner har startet med et mesterværk uden at have overmalet lærredet mange gange. Ingen fotograf har vundet “årets pressefotograf”, uden at have taget tusindvis af billeder, som ikke blev fremkaldt. Ingen læge er startet med at operere uden at have været sårhageholder. Ingen snedker har lavet et godt møbel uden at have lavet massevis af samlinger, som ikke holdte. Ingen kok har lavet ypperlig gastronomi uden at have lavet en ret, der gik urørt ud. Intet menneske lever et liv uden at prøve at leve.

Nick Cave, den australske musiker, sangskriver, forfatter, komponist, manuskriptforfatter og skuespiller siger et sted at kreativiteten forsvandt med delete-knappen. Forstået således at mange originale, geniale og tilfældige indfald via teknologiens udvikling uden videre bliver slettet, fordi de bliver underlagt den hårde førstelæsning af skribenten selv. Derfor begyndte han for nogle år siden at skrive på den helt analoge skrivemaskine igen. Hvor man ikke bare sådan lige kan slette det skrevne. Hvor det der umiddelbart kunne dømmes som en fejl, viser sig at være det helt rigtige.

For at blive i den metafor har I i årets løb i den grad fundet skrivemaskinen frem og høstet frugten af at stå ved det, man har skrevet i første forsøg.

Det har vi oplevet i dagligdagen, i undervisningen, til caféaftnerne, i alle de kunstneriske projekter, i samtalerne og i det samvær, nærvær og liv vi har levet og haft med hinanden.

Men I har også gentaget forsøget og raffineret udtrykket. I har gjort jer umage, været nysgerrige og forundringsparate, og I har fundet en inderliggjort kreativitet frem, som har resulteret i et væld af gode oplevelser. I teaterugerne, i Eriksmindeopgavearbejdet og udstillingen, som meningsdannere og debatstartere i CU.P. og facebookprojekter, i alle de forskellige udvalg og deraf følgende fantastiske arrangementer, i den udstilling vi sidder midt i lige nu og meget, meget mere. Jeg tror aldrig, jeg i mine år på Eriksminde har oplevet så stor variation og så høj kvalitet i de ting, der har set dagens lys igennem året. Men vigtigst af alt er det, at vi skønt vores forskelligheder har fundet hinanden. Vi har lært hinanden at kende, I har lært hinanden at kende og ikke bare accepteret hinandens forskelligheder, men også sågar lært at sætte pris på dem.

I har vist, at I ikke bare accepterer konkurrencestatens indbyggede præmis, om at alle er konkurrenter, at alt skal være effektivt og at alt skal være en succes. Det gør mig glad. Det gør mig stolt, og det fylder mig med masser af håb for fremtiden. For hvis der er nogen, jeg trygt vil overlade fremtiden til, så er det jer – også selvom jeg godt kunne tænke mig, at nogen af jer blev lidt bedre til at ville cykle.

Vi er meget forskellige mennesker, der mødes, og alligevel finder vi sammen i en fælles klangbund, som vi forhåbentlig bærer med os resten af livet. I tirsdags blev jeg interviewet af Alvilda og Regitze, som er elever her i år. De stillede mig bl.a. spørgsmålet:” Hvad er det værste ved os elever?” Jeg svarede prompte på et spørgsmål, jeg aldrig har overvejet eller tænkt over før: “Det er at I tager afsted”, blev mit svar. Men selvfølgelig gør I det. For I skal videre i livet, I skal opleve alt muligt andet, I skal med livsmod og appetit indtage livet, der ligger foran jer. Men jeg håber, at tiden på Eriksminde bliver et år og en oplevelse, I tager med jer på jeres fremtidige færd. I har flere gange trukket på smilebåndet og leet, når jeg har præsenteret ukendte mennesker for jer, som værende: “Noget I ikke er endnu; nemlig tidligere Eriksmindeelever.” Og selvfølgelig er det både sjovt og kan virke en lille smule plat, men jeg mener det faktisk dybfølt, hver gang, jeg siger det. Om ganske få timer træder I nemlig også ind i den kæmpestore skare af mennesker, der har været elev på Eriksminde.

Og lige præcis det faktum betyder, at jeres ophold ikke slutter i dag. Det bliver bare til noget andet. For I skal vide, at I altid er velkomne her. Både fysisk og mentalt. Disse vægge er jeres, disse mennesker hører i sammen med, disse oplevelser deler i med mange andre, disse minder, der snart toner frem er jeres – og mange andres. Det er nemlig også Eriks-minder.

Det jeg taler om her er næppe blevet beskrevet så klart og smukt, som det blev det i onsdags til en på alle måder fantastisk caféaften. Jeg tillader mig at citere fra Isabel, som er elev her i år, fra hendes digt “Eriksmindebørn”, som hun fremførte i onsdags:

“For vi er Eriksmindebørn, Eriksmindebørn ind i hjertemusklen og ud i spidsen af vores afbidte negle. I vores blod løber der strømme af frihed og sommetider promiller fra billig papvin. Vi er Eriksmindebørn med charme, selvtillid og helt sikkert lækkert hår. Vi er ungdommens sind og børn af troen på, at vi godt kan selv. Børn af drømmen om eventyr. Vi er ikke eventyrernes prinser, for vi vil hellere være “on the road” gennem Australien og jagte lykkens spor gennem verdenshavene, og vi er eventyrdrømme. Vi kan ikke rammes af kugler eller knive. Vores blod er for tykt til at løbe ud af os. Vi, månebørn med kuglerunde øjne, flyder på vandet og flyver i luften, svæver ud af atmosfæren, og hvis vi ville – hvis vi ville kunne vi trække vejret i universets tomrum. Det er ikke med vilje, men nu lever vi, som vi aldrig har gjort det før. Verden ligger for vores fødder, udstrakt, og vi er næsten bange for at knække den, når vi træder ud i den.
Men selvom vi blev født frygtsomme, er vi stadig levende og det i højere grad end før. Se os – se hvordan livet radierer ud fra vores fingerspidser, se sind og se tårer, se latter.
Vi, Eriksmindebørn – vi, eventyrere, vi uforgængelige sjæle i forgængelige kroppe.
Engang Eriksmindebarn, altid Erikmindebarn. Vores hjerter blusser op, fik jeg sagt, at vores hjerter altid brænder, når klokken slår solopgang igen, er det os, der sætter ild til horisonten.”

Grundtvig siger at ordet skaber, hvad det nævner, og teksten her skaber både poesi, drømme, håb og tillid samt meget andet.
Anderledes forholder det sig desværre nogen gange med samfundsdebatten eller helt aktuelt den valgkamp, vi lige har været igennem, hvor mistroen til medmennesket og sprogbruget er fuldstændigt ufatteligt, og meget langt fra den måde, jeg håber I har oplevet, at vi taler til og om hinanden på i jeres tid på Eriksminde.
Victor Klemperer, der var litteraturprofessor i 1930’ernes Tyskland skriver i bogen “LTI”, det sammen som Grundtvig, men på en mere dyster måde: ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”  Med udgangspunkt i disse ord beskriver han, hvordan udviklingen, i hvorledes mennesker og problemer omtales, baner vejen for hvilke løsninger, der kan bringes i anvendelse.

Billedkunstneren, Jens Galshiøtt, som omkring juletid udstillede en af sine fundamentalisme søjler i glasrummet her på Eriksminde, og som vi hørte tale på Demokratifestivalen i Ollerup, beskæftiger sig med kunst af en primær grund: For at undgå forråelsen. For at undgå, at man langsomt fjerner sig fra ens oprindelige værdier, og pludselig oplever sig selv være del af et samfund, der har mistet sin medmenneskelighed.

Det er min klare overbevisning, at I vil begive jer ud i verden og tale til kongen i jeres medmennesker og aldrig til stodderen. At i vil ophøje mennesker i stedet for at fornedre dem. At I vil møde jeres omverden med tillid og ikke med mistro. At I ikke vil lade jer forrå.
Og at I vil kæmpe og ytre jer, hvis det modsatte skulle være tilfældet, der hvor I kommer i jeres fremtidige tilværelse.

I løbet af året er de fleste af jer blevet stillet opgaven at skrive en liste med råd, I gerne ville give videre til jeres medmennesker. Med Baz Luhrmans musikalske essay som forlæg, hvor han kommer med en lang perlerække af råd, som man kan tage til sig eller lade ligge, har i med vid, humor og indsigt skrevet fantastiske lister.
Jeg våger nu det ene øje og laver en til jer som tak for alle jeres. Tag det med jer, I kan bruge og lad resten ligge:

  • Lad aldrig nogen bilde jer ind, at I ikke er gode nok, som dem I er.
  • Vær ikke bange for at fejle.
  • Husk på, at I ikke har med at andet menneske at gøre, uden at I holder noget af dette menneskes liv i jeres hånd.
  • Tal til kongen i mennesker – ikke til stodderen
  • Cykl.
  • Gør ting, der gør jer selv og andre mennesker glade.
  • Gør jer umage.
  • Syng.
  • Tillad jer selv at have drømme og håb
  • Og ikke mindst: søg derhen, hvor der er tro, tillid og tryllestøv.

Kære elever. Jeres efterskoleår er ved at være gået. Jeres tid på Eriksminde er ved at være gået. Tak for tilliden. Tak for samtalerne. Tak for jeres nysgerrige optagethed. Tak for at I har åbnet jer for os. Tak for glæden. Tak for jeres skaberkraft. Tak for tårerne. Tak for livsmodet. Tak for alle jeres livsfortællinger.
Og til jer forældre: Tak for tilliden og opbakningen til os, og til hvad denne skole står for. Tak for at I for en stund har lånt os jeres allerdyrebareste. Tak for lån.

Med disse ord vil jeg gerne ønske jer allesammen en rigtig god sommerferie og held og lykke med det, I hver især skal i gang med. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå jer godt i jeres fremtidige færd.

Tak for i år!